Erik Skyum-Nielsen, 9. september 2017, Information
Michael Gregaard vedkender sig i det originale hybridværk ’Stjernejæger’ sin dybe fascination af universet
Astronomerne fortæller os, at vor egen kære galakse, Mælkevejen, bare er én af milliarder af galakser i det observerbare univers, og at solen er en enkelt stjerne blandt de milliarder, som Mælkevejen består af.
Visse astrofysikere mener endda, at der alene her i Mælkevejen kan være over en milliard jordlignende planeter. Befinder disse sig i den beboelige zone i forhold til deres lokale stjerne, og har de flydende vand, så rummer planeterne mulighed for liv.
Lad os antage, at der i det store hele findes to slags mennesker: dem, som stillet over for verdensrummets uudgrundelige gåder begynder at drømme og fantasere, og dem, der hellere tænker på krølfedt og topskat.
Michael Gregaard (f. 1948, debut 1984) hører i så fald ganske klart til førstnævnte kategori og bevidner det med sin femte bog, en art stjernetindrende genrehybrid, der blander kolde fakta om universet med episke beretninger, ultrakorte digte og egne tegnede illustrationer.
Forfatteren nærer tydeligvis en dyb interesse for himmelrummets kræfter, de samlende (tyngdekraften) såvel som de udvidende (den sorte energi), men samtidig med at være en stjernejæger og drømmer er han et sagligt og på en måde fagligt gemyt.
Dette sammenstød mellem det visionære og det jordnære afføder værkets længste tekst, »Nocturne«, om nattevandreren Palle Lærke og hans natlige observationer under en spadseretur i og omkring en by, der umiskendeligt minder om Roskilde.
Ret gammelklogt og lidt pertentligt noterer han sig facader, mennesker og hunde, men i grunden vil han »hellere iagttage den røde funklen fra rubinstjernen Aldebaran end det rødt blinkende lys i et halsbånd på en hund«. For hvad vandreren søger og ind imellem finder, er en følelse af samhørighed med omverdenen, en indre/ydre oplevelse af, lad os kalde det kosmisk samklang.
Men er himmelrummet hans ene lidenskab, er filmen hans anden, og efterhånden glider fortællingen over i en refleksion over Hitchcocks Vertigo, der analyseres i artikelform over hele ni særdeles læseværdige sider.
»En umådelig afstand skiller os fra filmens og himlens stjerner«, men her kommer lektor Lærke faktisk tæt på hovedrolleindehaverne Kim Novak og James Stewart. Og det viser sig, at både fortælling og film kredser om det samme: spændingen mellem ikkeviden og viden, og balancen mellem manden og kvinden.
Uden om dem, og uden om os alle, svirrer de store spørgsmål:
Hvad er det alt sammen for noget? Hvad er »lysets tøven«? Hvad er de sorte huller i universet? Hvad er egentlig en komet? Hvorfor har stjernerne lige forskellig farve? Og hvad vil det sige, at stjerner ældes og dør? Desuden: Kan vi som mennesker, i vores liv, drage konsekvens af vores viden om universet?
Michael Gregaard mener nu helt afgjort: Ja. Der er en ligedannethed mellem det mindste og det største. En solsikke ligner den sol, den drejer sig ansigt imod, og en snegl ligner hvirvlen i Kim Novaks opsatte hår, som igen kan minde om en galakse. Ja, i hvert menneskes hjernes centre er der processer i gang for at tyde det utydelige. De fleste glemmer det. Men den sprødt velskrivende Gregaard fastholder det som en udfordring. Eller med bogens ord:
»Han er et vertikalt væsen. Han rækker ud over sig selv i længsel efter stjernerne.«
Det anbefales læseren at vedkende sig en flig af en sådan længsel og f.eks. bevidne dette ved at anskaffe den her kræsent æstetiske bog og enten læse den selv eller give den videre til en menneskeplanet, man af tyngdekraften har følt sig tiltrukket af.
Michael Gregaard: ’Stjernejæger’. Illustreret med tegninger af forfatteren. Det Poetiske Bureaus Forlag, 144 sider, 175 kroner.