Morten Wilhelm Scholz, 12. April 2017, Weekendavisen
Sabotage. Endelig får vi Edward Abbeys 40 år gamle økoklassiker Skruenøglebanden på dansk. Tiden har ikke gjort den mindre aktuel.
Den amerikanske forfatter og essayist Edward Abbey (1927-1989) levede, som han skrev. Ude i vildnisset med et horn i siden på den mainstreamkultur, der, i hans perspektiv, fanger, fastholder og hjernevasker menneskeheden i et design, som grundlæggende er mod vores eget bedste. Abbey var anarkist, naturforkæmper og modstander af den globale industrialisering, der vokser som en kræftcelle; der er brug for modstand, en lige højre til selvfedmens skrumpelever, en stang dynamit og sukker i benzintanken på de kæmpestore bulldozere, der skærer sig gennem landskabet med det formål at etablere endnu flere kilometer motorvej, som kan lede endnu mere af alt det, som ingen har brug for, fra et sted til et andet.
Abbeys kultklassiker Skruenøglebanden (1975) følger fire individer, der etablerer titlens bande, som opererer i de store canyon-landskaber ved Four Corners – det retvinklede skæringspunkt mellem staterne Colorado, New Mexico, Arizona og Utah i det sydvestlige USA.
Den ene, Sjældent Sete Smith, er sidst i trediverne og ernærer sig ved at sejle turister rundt på floderne i området; øgenavnet har den polygame mormon fået af sine tre koner.
Vildmanden, daglejeren og Vietnam-veteranen George Hayduke er midt i tyverne og personificerer det rene anarki – »en sabotør med meget vrede og kun lidt hjerne«. Den midaldrende, praktiserede læge, Doc Sarvis, finansierer løjerne, heriblandt enorme mængder fed, nærende, økologisk jordnøddesmør, som banden begraver strategiske steder i landskabet.
Med sig har han sin unge, smukke sekretær og lejlighedsvise kæreste, Bonnie Abbzug, der bliver sammenlignet med en ung Liz Taylor og har ben i næsen for dem alle sammen.
De fantastiske fire mødes tilfældigt på en flodtur med Sjældent Sete Smith som guide, og uden en klar plan etablerer de et fællesskab med det formål at sabotere naturødelæggende menneskelige forekomster – reklameskilte, broer, anlægsmaskineri, højspændingsledninger, energiforsyninger, den slags. Det udarter sig til en besættelse, og en af bogens gentagne vittigheder er, at banden hele tiden må gøre holdt for at bekæmpe endnu en kæmpemaskine på larvefødder. Som det ypperste mål for enden af regnbuen venter den mystiske Glen Canyon-dæmning. I hælene har de deres nemesis, biskop Love, der kører i en knaldgul, benzinslugende 8V Chevrolet Blazer og nærer ambitioner om at avancere fra biskop til guvernør. Sidste halvdel af bogen er en lang menneskejagt med hjertet i halsen. Der er også interne kærlighedsforviklinger og en epilog, der er skåret som et eventyr.
Skruenøglebanden er grundlæggende en knaldroman fra Det Vilde Vesten skrevet i Technicolor, båret af fire skæve eksistenser på en mission, rundet af en grovkornet, befriende humor og isprængt kærlighedsdigte til det uramerikanske canyon-landskab. Men bagved ligger en dyb indignation og et opråb om at gøre modstand. Positionen balancerer på en knivsæg. Skrunøglebanden dyrker sabotagen som middel til målet. De kæmper for naturens ret til at bestemme over sig selv, men ikke betingelsesløst – kardinalreglen hedder »ingen vold mod mennesker«, og gemen vandalisme som sædeopsprætning og demonstrativt hærværk stemples som småborgerligt. Abbey bygger romanens – og sit eget – verdenssyn på skuldrene af Henry David Thoreaus berømmede essay Civil ulydighed (1849) og erindringsbogen Walden – livet i skovene (1854). Vi er altså helt nede og rode i selve den amerikanske sjæl.
I de 40 år, der er gået, siden Abbey skrev sit hovedværk, er udviklingen gået grassat. Vi kalder det kønt for den antropocæne tidsalder, menneskets tidsalder. Samtidig synes både Amerika og vi andre at have mistet troen på, at naturen står til at redde. Netflix, Ikea og coffee to go er opium for folket. Tiger-butikkernes tilbud om alt for en tier eller to bedøver vores advarselslamper, mens vi aften efter aften sidder i sofaerne og ser polerne smelte foran vores øjne midt i den bedste sendetid.
Dynamit er naturligvis en yderlighed, men er det ikke en endnu større svinestreg at lade stå til? Mens vi venter på Godot og dommedag, vil jeg opfordre alle – anarkister som konformister – til at læse Edward Abbeys Skruenøglebanden.