Arne Herløv Petersens seneste bog 536 er på samme tid en historisk roman og en novellesamling om dyb kærlighed og bundløs ulykke. Den består af seks noveller, som alle har samme tema. Og nogle af de samme karakterer går igen. Men derudover spænder den vidt: vi kommer både til Kina, Afrika, Italien og Norden. Temaet er år 536 i vores vesteuropæiske tidsregning. De fleste professionelle, der graver i fortiden, er enige om, at der i år 536 hændte et apokalyptisk vulkanudbrud, som disede Solen til. Umiddelbart herefter (og formentlig som en følgevirkning heraf, læser man) spredte Byldepesten sig nådesløst i hele verden. Det er utvivlsomt med tanke på Covid-19, at Herløv Petersen vælger at skrive om et af de værste år i menneskehedens historie.
Det er interessant nok i perioden efter år 536, at det meste fortidsguld, som er fundet i jorden (ja, hvor ellers?), stammer fra. Og hvorfor så det? Jo, grunden er, at når Solen formørkes af askeskyer, dør alle planterne, og dyrene har ikke noget at leve af, hvorpå mennesker tvinges til at spise insekter og skadedyr, ja endda kannibalisere på deres børn, hvis de vil overleve! I år 536 er en sådan solformørkelse, der formentlig varede flere år, naturligvis blevet opfattet som gudernes straf over menneskene, og derfor har man ofret hvad ofres kunne – trælle, familiemedlemmer, heste og guld, you name it.
Arne Herløv Petersen har tidligere skrevet om den nordiske gudeverden, og han ved, at Fimbulvinteren, der indvarsler Ragnarok, handler om netop disse frygtelige år. Fimbulvetr betyder ”stor vinter” på islandsk. I Vølvens Spådom kan man således læse: Brødre kæmper og dræber hinanden/Søskende begår usædelighed/Verden er fuld af hordom/Øksetid-Sværdtid-Skjolde kløved/Vindtid-Ulvetid/Før verden går under skal ingen mand/Skåne hinanden. Betegnelsen Ulvetid sigter til, at Fenrisulvens to børn sluger Solen og Månen. Man har regnet sig frem til, at halvdelen af den skandinaviske befolkning døde i disse katastrofale år.
Årene efter 536 var så frygtelige, at hele verden var skræmt fra vid og sans. Du må forestille dig en Atomvinter, hvis du kan – en klimakatastrofe uden sidestykke, en hungersnød som får reportagerne fra Congo og Yemen i nyere tid til at blegne som Solen i år 536. Og dette er netop bogens fortjeneste: at den får disse fjerne begivenheder til at stå lysende frem og får læseren til at gyse og sammenligne nutiden med datiden.
I bogens første historie møder vi Tjalve, som passer får i en landsby ved Tryggelev, mens han spiller på sin pilefløjte. Alt ånder idyl, og Herløv Petersens enorme viden om planter lægger en smuk bund under fortællingen. Tjalve er forelsket i Astrid, og han dagdrømmer om at synge en sang om hendes hår der var ”som moden hvede, om hendes smil, der kunne sende et saligt gys ned gennem hele hans krop, så det kildede under fødderne.” Men så bryder Ragnarok løs: ”Solen var blevet syg, der var ligesom en bleg fold hen over den, der mindede ham om dengang, den gamle vædder fik betændelse i et øje, så det krængede sig ud og blev en gustenhvid hvælving. Solen var ikke gul eller rød nu, men havde en blåhvid lød som et kogt og pillet æg.”
I bogens anden del møder vi Cassiodorus, en taleskriver for de vestgotiske konger, som har taget kontrollen over Italien. Vi møder også hans slave, en yndig og klog ung kvinde ved navn Oriana. Hun klipper hans hårde, gule tånegle, bader hans fødder og hører på ham, mens han reciterer kærlighedsdigte. Deres indbyrdes forhold og fælles forståelse af verden er smukt beskrevet – på én gang underspillet og indfølt, hvortil kommer de historiske begivenheder, som Herløv Petersens grundige research altid tilfører et sus af vinger. En meget fin fortælling, og selvfølgelig får den en tragisk ende.
I den næste historie er vi i Etiopien, i kongeriget Aksum. Dette kongerige havde kontrol over områderne omkring Det røde Hav indtil ca. år 900, og ja – det vidste du sikkert ikke noget om. Men så kan du læse 536 og blive klogere. Vi møder regnskabsføreren Yonatan, som holder hus med krydderier og elfenben på de skibe, der tilhører hans herre. Han er lykkeligt gift med Meryam: ”Hendes hår var som en flok gedekid, der tumler ned ad bjergsiden, hendes tænder som de små lam, der kommer op af badet og ryster sig, og hendes bryster var som solvarme drueklaser, der tyngede mildt i hans hænder. Og hendes skød, som han ikke kunne tænke på uden at ryste over hele kroppen, var som den bundløse skovsø, der i sine dybder rummer en sugende kraft og en dragende magt, der fik dem begge til at gispe med åben mund, når de lå sammen og så ind i dybet af hinandens øjne, og sveddråber perlede af dem som harpiks af det solvarme nåletræ.” Læg mærke til, hvordan forfatteren igen nævner får og geder. De forskellige historier hænger ikke kun sammen, fordi de foregår samtidigt, men væves også mesterligt ind i hinanden på mange andre planer. Mon Yonatan og Meryams historie ender lykkeligt? Tag ti vilde gæt.
Arne Herløv Petersen har før oversat kinesiske digte, ja han er faktisk Danmarks flittigste oversætter (!), og bogens næste historie handler om Chunyu, hvis navn betyder ”forårsregn”. Chunyu bor i Jiankang i kejserriget Liang. Hun er konkubine. Hendes fødder er bundet op, så hun ikke så nemt kan flygte, og hun overvejer, om hun skal forgive sin herre og derpå stikke af, forklæde sig som mand ligesom Mulan og flygte ud i naturen og leve som eremit. Det er den første dag i ferskenmåneden i dragens år, og hun har menstruation. Og så: ”En tjener slår på en lille gongong uden for døren. Tre gange. Venter et minut og åbner den så. Eunukken kommer ind. Han ligner en søpølse med fødder. Hans runde ansigt udstråler stupid værdighed. – Lillehustru, siger han. – Xiaoqi. Herren vil i sin nåde aflægge dig et natligt besøg. Gør dig rede til den kommende nat.” Hvad der herefter sker, skal ikke afsløres nu. Men selvfølgelig lurer Verdenskatastrofen, og som med et trylleslag ændrer hendes liv sig, og Chunyu har ikke længere mulighed for flugt, for der er ikke længere en natur at søge tilflugt i.
Den næstsidste historie handler om historikeren Prokopius. Prokopius er ikke fri fantasi, men en virkelig historiker, der bl.a. boede i Konstantinopel, hvor han overværede opførelsen af Hagia Sophia, den berømte kirke-moské i nutidens Istanbul. Gennem Prokopius´ øjne får vi et godt indblik i tiden under Kejser Justinian og ikke mindst hans liderlige kejserinde. Vi er med ham i tyrkisk bad og under et kæmpe folkeoprør – og SÅ kommer Byldepesten!
I den sidste historie er vi i Syd- eller Mellemamerika. Præsterne siger: ”9 baktun 5 katun 1 tun 13 uinal 12 kin Tzolkin 6 eb Haab 0 pop i den store række.” Og nej, det er ikke min alb. ue, der har strejfet tastaturet…historien handler om to elskende, Xoc og Yaluc, der kaster sig ud i et håbløst forsøg på at formilde Ildguden, der har spyet ild mod himlen. Mon historien ender lykkeligt?
Arne Herløv Petersen har imponeret med et utal af bøger, senest den vidunderlige Klinte. Nu brillerer han igen og serverer en gennemkomponeret egnsret med bukkehorn og barnefod, katastrofe og kærlighed. Anbefales på det koldeste!
Denne anmeldelse er skrevet en grå oktobermorgen i det herrens år 2020 af Martin Kargaard Thomsen.