Af Martin K. Thomsen, København, 15-05-2014 Anno Lupus (skrevet med bistand fra Christer Irgens-Møller)
Hvad er god poesi for noget? Et spændende bud foreligger her. Hidtil er Ole Lillelund til denne anmelders store undren blevet ladt i fred på sit vindblæste parnas – i fred for anmelderne på de store dagblade. Måske fordi Ole Lillelund går sine egne vej på små og smalle hyrdestier i Himalaya-bjergene? Det er svært at sige. For de fleste af digtene er forrygende gode, og man behøver ikke være en højtravende bjergged med et lixtal som prisen på pashmina for at følge Lillelunds flyvske tanker. Det kan man kalde poetisk ironi. For hvad er god poesi? God poesi er en ordmunk i form af Ole Lillelund, der nænsomt registrerer alt mellem himmel og jord – med forkærlighed for den store, menneskelige fællesnævner og et skarpt ørneblik for livets tragiske skønhed og menneskets svagheder, her fra digtet ”Villain Villon”:
i galgernes skygge/sexskapader og lyrik/stjålen frihed/og syfilis bonus/kirkesølvet venter/på sin tyv/hver linie er kostbar/når gåsefjeren skritter/ravnespor over
Lillelund stammer oprindeligt fra et arbejderklassehjem, men længselen i hans ånd efter noget højere har bragt ham viden om. Han har boet i mange lande og rejst ekstremt meget og taler med stort overblik på menneskets vegne som den Asien-kyndige polyglot og oversætter han er. Han spejler små glimt af medmenneskelig varme i kinesernes Kopenhagen-minkpelses iskrystaller, han spejler karpernes skygger i lotusdammen og i gadepigens årvågne, garvede øjne, når han tilbyder hende sin ild i en sidegade et gudsforladt sted mellem beton og
Stor poesi er blandt andet storladne glimt i livets og verdens trivielle rytmer, som vi alle prøver at få hoved og hale på, og Ole Lillelund antænder dem og befamler dem i sin eftertænksomme, men kærlige lyrik. Her har vi en digter, som tager fat om verden, som havde han hænder, der ikke ville tage skade af at blive stukket direkte ned i en frituregryde i Formosa eller op i røven på en Peking-and eller alle de andre varme eller kolde, dyre eller fattige røvhuller, som verden
Lydsiden kræver også en kommentar: til flere forrige og også denne digtsamling “Aftryk af daoistiske frøer i luften” har Ole Lillelund valgt at vedlægge en CD (DVD) med oplæsning af samtlige tekster til musik og lyd. Dette har han praktiseret i en del af sine udgivelser de sidste mange år. Lillelund har stor veneration for musik, og når han læser op med lyd i ryggen får han inspiration af stemningen og pulsen. Dette har i vid udstrækning været praktiseret i “real-time” – netop dér hvor denne form virker – altså i nuet – i et samarbejde som siden 2005 har været praktiseret med Christer Irgens-Møller og Steffen Leve Poulsen i gruppen OCS – CPH; Lillelund selv har sat genrebetegnelsen “electropoetica” på denne form. I dette samarbejde har lydsiden udpræget bestået af elektroniske instrumenter: synthesizere, samplere og loops. Men i “Mantra for det sagnomspundne intet” fra samme forlag, Det Poetiske Bureaus Forlag, fra 2010 arbejdede Lillelund og Irgens-Møller sammen om en ren akustisk lydside med Irgens-Møller på diverse instrumenter blandet med lydside-“locations” rundt om i
Brugen af reallyd er i vid udstrækning brugt som lydside på nærværende udgivelse, igen også i samarbejde med Steffen Leve Poulsen, og således afprøver trioen nye måder at få balancen oplæsning-lyd til at fungere. På nogle skæringer er der f.eks. en optagelse fra Nepal, hvor Lillelund har læst op i en båd på en bjergsø. Dertil har han optaget gadelyd m.m. på sine seneste rejser i Asien. I åbningsdigtet ”Transit” høres således lufthavnslyde. Disse optagelser er bearbejdet og brugt som lydside på en del af oplæsningerne, men der er også skæringer hvor der spilles på de to instrumenter dotar (to-strenget lut fra Uzbekistan) og cither (bordharpe fra Tjekkiet). Citheren er ofte spillet med kugler, plektre og fingrene og stemt efter personlig smag – (ofte uden reference til
Mange optagelser har været gennem en flerleddet proces: først har Lillelund læst med støtte i een baggrundslyd eller instrumental ledsagelse, dernæst er læsningen isoleret og sat sammen med en ny baggrundslyd ofte som et ping-pong samarbejde mellem Poulsen og Irgens-Møller. Så er det blevet lyttet igennem sammen med Lillelund og redigeret hvis der har været associationer i lyden som han ikke har brudt sig om. Der er også i denne fase blevet rettet på balancen mellem stemme og lyd m.m. Alt i alt et forløb som har været undervejs et stykke tid og været en helt anden proces end hidtil har
For denne anmelder er resultatet intet mindre end fremragende. Dette er efter min mening det bedst fungerende lydtæppe til Ole Lillelunds oplæsninger til dato. Jeg har desuden hørt flere sige, at digtene i sig selv også er blandt de bedste hidtil. Jeg er enig og bøjer mig andægtigt i mit usle landsbystøv for Ole Lillelunds digterkunst og ønsker at tilføje: Kære litteraturkritikere! Få nu øjnene op for denne store, danske digter, som erfterhånden har skrevet i mange årtier og har fået udgivet talrige bøger. Og til læseren af dette: Læs og hør ”Aftryk af daoistiske frøer i luften”! Du vil ikke blive skuffet.