Da den argentinske antologist Alberto Manguel som ung student bliver ansat som højtlæser for selveste Jorge Luis Borges, standser den gamle Borges igen og igen den unge Alberto under højtlæsningen af en af Shakespeares sonetter.
»Kan du høre det? Kan du ikke høre det?« spørger den gamle forfatter og oversætter.
Den unge mand kommer til kort. Han kan ikke høre noget som helst.
»Shakespeare har skrevet forkert!« jubler Borges.
Alberto Manguel har scenen med i sin 20 år gamle bog A History of Reading, fordi den handler om den helt særlige disciplin: højtlæsning for en gammel, blind mand. Men også fordi den handler om, at oversættere får teksten helt ind under huden. Og de kommer ind under huden på den forfatter, de – ofte i årevis – sidder til bords med dag ud og dag ind.
Sådan må det også have været for Bjarne Gertz, der har taget livtag med alle Shakespeares kærlighedsdigte i udgivelsen Shakespeare – kærlighedens digter. Under arbejdet med teksterne når han nemlig et sted frem til, at Shakespeare, i sit digt om kvinden »Lucretia«, der voldtages og siden begår selvmord, faktisk skriver »forkert«. I sin over 200 sider lange indledning til sin egen oversættelse, skriver Gertz om et sted, hvor Shakespeare laver en enormt lang ekskurs om slaget ved Troja: »Dér svigter Shakespeares dømmekraft.
En behjertet redaktør ville have grebet ind og sagt: ‘ My dear William, write a poem on the Fall of Troy and remove it from here. Kill your darlings, you know!’« Den slags kan man kun tillade sig, hvis man har forfatteren helt inde under huden.
Med de knap 250 siders digte, der nu udkommer – med 250 siders paralleltekst på engelsk – skriver Gertz sig ind i en fornem række af mennesker, der har prøvet kræfter med den store englænder.
Shakespeare skrev sine sonetter i årene inden 1609 – det ved man med sikkerhed, for da er de udgivet for første gang i en såkaldt quarto; hvis man forestiller sig et A4-ark, er man ikke helt ved siden af størrelsen af en klassisk britisk quarto. Af den originale udgave findes der i dag kun 13 eksemplarer.
Og det er også i et af dem, man finder den eneste bevarede kommentar fra samtiden.
Ordet kommentar skal tages alvorligt – det er en note kradset ned i marginen på en af bøgerne: »What a heap of wretched, Infidel Stuff!« står der.
Herhjemme måtte man vente i mange år, inden man kunne læse Shakespeares sonetter på dansk, faktisk helt indtil 1885, hvor Adolf Hansen oversatte dem for allerførste gang. I 1944 fulgte V. Østerbergs version. Fra krigen måtte vi vente helt til 2007, hvor Line Krog fik udgivet en paralleludgave med den engelske tekst nederst. Nu kommer Bjarne Gertz’ udgave så – som altså ud over sonetterne også har flere af de lange kærlighedsdigte med, herunder »A Lovers Complaint«, som på dansk er blevet til »Den troløse elsker«. Samtidig er oversætteren og forfatteren Niels Brunse i færd med at oversætte Shakespeares samlede værker for Gyldendal. Og en dag når han også til sonetterne, som han faktisk allerede har arbejdet en del med, fordi nogle af dem skulle bruges til en opsætning på Det Kongelige Teater.
Hvilken udgave er så bedst? – det er det oplagte spørgsmål. Men inden det besvares, er det nok bedst at overflyve sonettens territorium. Hvad er egentlig nord og syd i sonettens landskab? Hvad er bakke og dal? Og hvad er metrikkens og rimenes længdeog breddegrader? Den opgave klarer Bjarne Gertz med glans i den nye udgivelses både skarpe og læseværdige gennemgang af hele Shakespeares korpus af kærlighedsdigte. Han fortæller om begærets kamp i digtet om »Venus og Adonis«. Han forklarer om poesiens kamp med dramaet i »Lucretia«, der som sagt er en kvindes undergangshistorie. Andre værker gennemgås også – og så er der sonetterne.
Digtformen stammer fra Italien, hvor Dante i 1200-tallet bruger den i La vita nuova – »Det nye liv« – hvor han i prosa, digte og 24 sonetter fortæller om den samme blondine, den skønne »Beatrice«, som også optræder i Den guddommelige komedie. Siden skriver den store italienske digter Petrarca i 1300-tallet sin Canzoniere, der i 366 sonetter besynger den skønne »Laura«. I begge tilfælde skriver digterne om allerede døde kvinder.
Siden går sonetformens popularitet kun én vej. Gertz anfører, at der blev skrevet op mod 300.000 sonetter i Vesteuropa i 1600-tallet (hvordan man end tæller den slags). I 1530rne kommer formen til England, hvor digterne Wyatt og Surrey skriver de første sonetter, inden Philip Sydney gør formen virkelig populær; til sidst, skriver Gertz, var der tale om en sand »sonetfeber« i England i årene 1592-1598.
De italienske sonetter er oftest rimet på en skiftende måde, men så man har i alt fire strofer med fire vers i hver, altså 16 vers i alt. Men hos englænderne er dette ændret til tre strofer à fire vers, det vil sige 12 i alt, og så afsluttet med en slags punchline, den såkaldte couplet – to linjer, der rimer til sidst. Tematisk er digtenes 14 linjer traditionelt et selvstændigt udsagn med en klar pointe, som oftest et spørgsmål, der rejses i første del – og så et svar, der gives i anden del. Som i Shakespeares sonet 130, hvor han først skriver om, hvor kikset hans kæreste er i forhold til alle tidens idealer – for eksempel er hendes øjne »nothing like the sun« – men til sidst i digtet vender på en tallerken og viser, at kærligheden handler om det unikke, det udsøgte og virkelige menneske, der slet ikke kan sættes på nogen formel.
Når man læser på tværs af de seneste tre udgaver af Shakespeares sonetter – altså Krogs, Gertz’ og de endnu uudgivne af Brunse, som Weekendavisen har fået lov at læse for sammenligningens skyld – er det først og fremmest slående, hvor spændende løsninger alle tre parter kommer med. Ikke to vers er ens. Men skal man trække nogle hurtige linjer på langs igennem udgaverne, virker Line Krogs version mest mundret og højtlæselig og med færrest omrokeringer af ordene for at få digtenes rim til at gå op.
Gertz synes litterært set mindst ambitiøs, men er ofte meget opfindsom og til tider decideret original i ordvalget. Brunse virker som den mest helstøbte og litterært set mest virtuose af de tre. Hos ham hænger både tekst, idé og sprog sammen for alvor. Der er simpelthen noget formfuldendt over det. Og så er der netop dét nærvær, man også finder hos Shakespeare selv.
Men døm selv – læs bare ét vers, det første i den storslåede sonet 18: »Shall I compare thee to a summer’s day?«, skriver Shakespeare.
»Skal jeg dig ligne med en sommerdag?«, skriver Krog.
»Skal som en sommerdag jeg skildre dig?«, skriver Gertz.
»Hvad skal jeg kalde dig – en sommerdag?«, skriver Brunse.
Forcen ved Bjarne Gertz’ nye udgave fra Bureauets Klassikerbibliotek er, at man nu kan få alle Shakespeares kærlighedsdigte og et bud på en oversættelse ved siden af originalteksten, alt sammen samlet ét sted.
Det vil ikke mindst studerende sikkert glæde sig over. Men bogens udstyr er slet ikke optimalt. Bogen er slasket, den føles billig, og omslaget er behandlet med et eller andet, så det føles nærmest klistret.
Line Krogs ti år gamle udgave, Sonetter – Sonnets, er til sammenligning meget smukkere sat, har en ordentlig, hård ryg og er trykt på let papir, så den er til at holde ud at læse i.
Nu mangler vi så bare Niels Brunses endegyldige oversættelse – og må håbe, at Gyldendal kan se potentialet i at give nogle af denne verdens allersmukkeste kærlighedsdigte det udstyr, de fortjener.