Indonesiens stemme

Kim Skotte, 5. August 2009, Politiken
I 60-året for Indonesiens selvstændighed bliver en af Asiens stærke digterstemmer oversat til dansk.

Oversat lyrik fylder ikke voldsomt meget i landskabet, men paradoksalt nok viser lyrikken sig gang på gang at være mere universel end prosa. Eller hvis man skal kravle helt op på den høje hest: Uanset hvor forskellige vilkår mennesker lever under i verdens mange navler, så udtrykker de i deres digte forbløffende beslægtede forestillinger og eksistentielle anfægtelser. Det er den indonesiske digter Chairil Anwar et på mere end én måde godt eksempel på.

Indonesisk lyrik er, så vidt jeg ved, et temmelig ubeskrevet blad i dansk oversættelseshistorie.

Jeg må da også med skam melde, at jeg ikke havde hørt om Chairil Anwar, der åbenbart er intet mindre end den moderne nationaldigter i et af verdens mest folkerige lande. Chairil døde i 1949. Det var samme år, som Indonesien tilkæmpede sig selvstændighed.

For indoneserne er det et brugbart symbolsk sammenfald, da Anwar også skrev flammende politiske digte midt i løsrivelsesprocessen.

Chairil Anwar døde af tuberkulose (han havde også syfilis). Han blev kun 26 år, og hans digte fremstår på den baggrund ikke så mærkeligt som stridbart ungdommelige ubesmittet af enhver form for snigende modenheds kompromiser.

I digtet ‘ Vi er rede’ bliver der opfordret til at folde de nationale drømmes faner ud med et smæld, så alle indonesiske bryster må svulme. Det er ikke et af Anwars mest interessante digte, men det er utvivlsomt en af grundene til hans status som nationalt ikon sammen med et digt, der står last og brast med den senere enehersker Sukarno. Vore dages muslimske fundamentalister vil ikke finde meget i Anwars digte. Når det handler om Gud, så handler det om tvivl og frafald.

Det spændende ved Chairil Anwars kraftfulde og komprimerede poesi er ikke en særlig indonesisk eksotik. Selvfølgelig trænger lokale dufte og navne ind som lys igennem et bambusstakit, men grundlæggende er denne unge digter født på Sumatra i 1922 opslugt af nøjagtig den samme ild, som brændte i en Rimbaud, i en Rilke, i en Morten Nielsen, i en Michael Strunge. Den modernistiske drøm om at gribe selve det følelsesintense øjeblik i luften og spidde det med sprogets præcision som en protest imod verdensanretningens sjuskede vilkårlighed.

Ensomhed, desperation, erotikkens dobbeltsidede attraktion. Poeten som strejfer, elsker og selvdestruktiv rebel. Det er her alt sammen med kvæstet hjerte, svedet skelet og udråbet »hele verden begår selvmord!«. Men uanset om digtets synsvinkel udtrykker national optimisme eller eksistentiel desperation, sker det med en flammende intensitet, som gør det helt forståeligt, når Martin Platt i forordet henviser til Chairil Anwars begejstring for vitalismen. Den historiske overgangstid, han levede midt i, sitrer dynamisk i hvert eneste digts blotlagte nerve.

Bortset fra ordet semarang kunne et digt som ‘ i toget’ være nedfældet af en dansk digter i læderjakke anno 1982. Her er de sidste linjer: fuldmånen skyder op.

stråler skærer i mund og øjne.

vælter toget. vælter sjælen.

skærer rent igennem til hjertet.

OGSÅ DEN GAMLE kinesiske digter Li Po og hans klassiske besyngelser af venskabet har gjort indtryk på Anwar. Der er et ekko i digtet ‘ invitation’, og et andet sted påkaldes Li Po direkte. Der er altså heldigvis også disse blide lakuner midt i sprogvitalismens rasen. I 60-året for Indonesiens fødsel er det godt og modigt set af det nye lille forlag Det Poetiske Bureaus Forlag at introducere Chairil Anwar i Ole Lillelunds gendigtning. Bogen rummer samtlige Chairil Anwars fuldendte digte.

kim.skotte@pol.dk

Den historiske overgangstid, han levede midt i, sitrer dynamisk i hvert eneste digts blotlagte nerve.