Læselyst: Tag en pause fra krimierne og biografierne, og mød for en stund den klassiske poesi i dens smukkeste form. To små bøger fra upåagtede forlag er en kærkommen overraskelse.
Sonetten er poesiens dronning.
Dens metrik kan variere, men en almindelig form er strofer på tre gange fire linjer (vers) efterfulgt af to. Sonetten er rimet, ofte med et enkelt skema: abab/ cdcd/ efef/ gg. En sonetkrans udgøres af fjorten plus en femtende, der består af begyndelseslinjerne fra de foregående – som man ser det i Inger Christensens beundrede “Sommerfugledalen.
Et requiem” (1991).
Som introduktion til sonetgenren har den tidligere lærer og skoleinspektør, cand. mag. Holger Scheibel (f. 1936), skrevet en meget informativ bog, der gennemgår genrens historiske udvikling og opbygning fra Renæssancen til nu. Han anvender hele metrikkens vokabular med kvartetter (strofer på fire linjer), terzetter (strofer på tre) og kubletter (strofer på to).
Spændende er hans udredning af fortidens talsymbolik i versemålet. Et eksempel: »Tallet 11 er syndens tal, fordi det fremkommer ved at trække 1 fra det storslåede 12-tal.« Dermed angives noget ufuldkomment, og når der var 11 stavelser i hver linje i en sonet, kunne det være udtryk for, at ophavsmanden ville signalere, at hans værk var ufuldkomment og ikke skulle konkurrere med det fuldendte.
Fra Petrarca til Bjørnvig
Verdens mest berømte sonet-digtere er italieneren Petrarca (1304-74) og William Shakespeare (1564-1616), men der har været mange andre – også danske. Scheibel nævner med stor anerkendelse blandt andet soduktion, netterne i Paludan-Müllers store digt “Adam Homo” (1842-49), men også Thorkild Bjørnvigs Nietzsche-sonetter (1960) fremhæves. Senest har Pablo Llambias kaldt sine selvbiografiske prosadigte for sonetter, men det er falsk varebetegnelse, da de ikke er rimede.
Anden del af Scheibels bog er et udvalg af store digteres sonetter med paralleloversættelse til dansk: Foruden de to nævnte møder vi blandt andre Rilke og Baudelaire.
»At læse poesi i oversættelse svarer til at tage brusebad med regnfrakke på,« siger den japanske digter i Jim Jarmusch’ film “Patterson” (2016), og han har ret. Oversættelserne kan aldrig måle sig med eller erstatte originalteksterne, men de kan støtte læsningen for den sprogligt ukyndige.
Begær og betagelse
Det gælder i høj grad også Shakespeares, hvilket fremgår af den fuldstændige, dobbeltsprogede udgave af hele hans lyriske digtning, der er udkommet samtidig med, at Niels Brunse fortjenstfuldt arbejder på oversættelser af de samlede dramaer.
Shakespeare skrev omkring år 1600 og på et engelsk, der kan volde kvaler i dag, så oversættelserne er både nyttige og velkomne.
Bogen indledes med en 213 sider lang, grundig, analytisk og informativ introder blandt andet betoner, at digtene for Shakespeare selv spillede en større rolle som indtægtskilde end dramaerne. Centralt i indledningen står analysen af begærets anatomi i de store digte “Venus og Adonis” og “Lucretia”. I sonetterne fokuseres der på dets konsekvenser: Begær versus kærlighed.
Som der står: »Vi kommer hele vejen rundt: begærets fysiologi, dets psykologi, psykopati, sociologi, metaforik.« Selv om mandens begær beskrives humoristisk, er det ikke kønsspecifikt, mænd og kvinder er lige gode om det, men for begge parter skaber det hurtigt både moralske, sociale og politiske problemer.
Shakespeares lyriske afdækning af begæret i alle dets former har naturligvis et personligt udspring, men det tilsløres, og digtene skal ikke læses som bekendelser.
Det har da heller aldrig været muligt definitivt at identificere, hvem der er hvem i sonetterne. Ingen ved, hvem den unge mand er, der optræder i sonet 1 – 126: Er der tale om et fysisk eller platonisk kærlighedsforhold? Og hvem er den mystiske »sorte dame«, der spiller så stor en rolle i de erotisk opladede sonetter 127 – 54? Teksterne har været endevendt i det uendelige, for de er uovertruffen, medrivende lyrik, der gennem flere århundreder har betaget og fascineret deres læsere. Betagelsen er også tilskyndelsen til denne fornemme og lærde udgivelse, og den er smittende.
Her er tale om to bøger, som kun alt for let synker til bunds i den strøm af udgivelser -krimier, ikke mindst -der i disse år fosser ud på markedet.
Men for elskere af klassisk digtning, og vi er stadig nogle stykker, er de uomgængelige og kærkomne gaver.
Så hjerteligt tak til Scheibel og Gertz!.