Arne Herløv Petersen : Grønne bjerge

DKK 150

Arne Herløv Petersen har i en menneskealder oversat digte fra hele verden. Nu udkommer under titlen Grønne bjerge et stort udvalg af de smukke jueju-digte fra Kinas ældgamle Tang- og Song-dynastier.

Særligt Tang-dynastiet var en guldalder for poesien. Tang-tidens Kina var ligesom det elizabethanske England, praktisk taget en nation af sangfugle… Selv om der er gået mere end tusinde år, har man bevaret omkring 50.000 digte, skrevet af 2.300 digtere. Digterne blev agtet og æret og kom i en række tilfælde under hoffets beskyttelse. De fleste Tang-digtere var embedsmænd, der havde bestået de litterære eksamener, men deres krav på berømmelse skyldes ikke så meget deres administrative evner som deres lyriske indsats. Der var også mange digtere blandt kejsere og kejserinder, generaler og hofmænd, taoistiske eremitter og buddhistiske munke, hofdamer og syngepiger – som alle bidrog til Tang-poesiens storhed.

De kinesiske digte har et særligt nærvær, præget af en sanselig form for lyrik, der vil tiltale mange læsere:

Overnatning ved Jiande floden

En båd glider ind
Lægger til
ved den disede bred

Mørket falder
Den rejsendes vemod
Vågner

Det åbne øde
Himmel
Lave træer

Floden så klar
Månen ganske nær