Der er ingen tvivl om, at Du Fu (712-770) er en af verdens helt store digtere. I hans samtid var det ikke alle, der havde fået øjnene op for ham, og i adskillige digte klager han over, at det aldrig er lykkedes ham at vinde sig et navn.
Først eftertiden kunne fuldt ud værdsætte ham. Han udvidede på mange måder den digteriske horisont i Kina. Før ham var der visse emner, der blev anset for passende for et digt, og visse, der var upassende. Men Du Fu var altfavnende og trak hverdagen med ind i lyrikken.
Han skriver om de store begivenheder i sin tid – især den katastrofale borgerkrig. Men han fortæller også om, hvordan stråtaget blæste af hans hus eller dengang, han i fuldskab blev kastet af hesten – og om småfiskenes og abernes liv. Han fortæller om sin familie og sine venner, og han lever sig ind i, hvordan det må være at være en forsmået hustru, der ældes i fattigdom, eller en bondedreng, der bliver tvangsudskrevet til hæren.
Men indimellem bliver det rent ud universelt – når digteren bliver seer og seende:
bjerget Taishan?
Det grønne bjerg kan ses
fra de fjerneste hjørner
af Qi og Lu
Her har Skaberguden samlet
al overjordisk skønhed
Nordsiden i mørke
Sydsiden i sol
deler verden mellem
skumring og daggry
Arne Herløv Petersen fortsætter med denne oversættelse, der også rummer en biografisk skitse af Du Fu, sin stjerneparade af oversættelser af store kinesiske og japanske digtere. Desuden er udkommet antologierne Grønne bjerge og Uden for tiden, samt Li Bai: Møde på Mælkevejen.
