Sølvpapir er et poetisk ord for noget ikke særligt poetisk, – prøv bare at erstatte det med stanniol eller alufolie. Det er et ord, der har eksisteret siden 1800-tallet, men som har fået ganske ny betydning i nutidens sprogbrug. Især sammensat med -‘hat’, ‘sølvpapirshat’, vækker brugen af ordet stærke konnotationer.
Sølvpapir er ikke nogen politisk digtsamling, selvom den er smedet i ilden fra de sidste års krise. Den er eksistentiel, skrevet af nød, men også med et ønske om at sætte håbet først og fremmest. Den store inspirationskilde er Percy Bysshe Shelley og hans gennemgribende ideal om en ‘revolutionær romantik’, om at poesien må indarbejdes i alle dele af samfundslivet, lige fra de øverste led og ned til de underste. På denne måde er Sølvpapir en idealistisk digtsamling, men det er også en samling, der taler gadens sprog. Et overordnet mål har været, at alle skal kunne læse den. For den er blevet til både i studerekammeret og til demoer ude i byen.
Pak mig ikke ind
jeg vil gerne kunne
ånde
fri for asbest
for det lort
de kalder sundhed
slip mig løs i vinden
jeg er sorte tidselfrø
når først jeg er fløjet
kommer jeg aldrig
tilbage
ikke her tilbage
til det sted lige her
men måske derovre
hvor de ånder mere
frit
måske de har forstået
bevidsthedens runding
at verden er en kugle
rullet ind i sølvpapir
