John Milton (1608-1674) er kendt og berømmet for Paradise Lost, det vældige epos om Satans oprør mod Gud, og om Adams og Evas fald, udgivet 1667, som ofte kaldes det sidste store epos i den vestlige kanon.
Men lang tid før dette, i 1630’erne, forfattede Milton en original, pastoralt orienteret digtning, med inspiration fra antikke digtere som Vergil og Theokrit, og deres hyrdedigte, men også fra umiddelbare elizabethanske forgængere som Christopher Marlowe, Edmund Spenser og William Shakespeare.
Disse værker har mange tonelejer. De er muntre, yndefulde, alvorlige, skært poetiske, ind i mellem spøgefulde eller skarpt satiriske, og berører også her og dér det sublime og det skrækkelige. Den unge digter prøver her kræfter med forgængere og forbilleder, forsøger at forene protestantisk kristendom med antik visdom og følger den vej fra hyrdedigtning til heroisk epos, som ifølge traditionen blev fulgt af den Vergil, der først skrev Bucolica og til sidst Æneiden.
De fire værker, der præsenteres her, er L’Allegro, Il Penseroso, Komus og Lycidas, i dansk gendigtning af Claus Raunholt Jensen.
