Vi tror på ukueligheden
en frygtløs, almen protest
de uhelliges samfund
den hellige tvivl
syndernes fornøjelse
legemets og åndens befrielse
og eftertankens ulydige blasfemi
Sådan slutter Trosbekendelsen i Albert Hytteballe Petersens nye digtsamling, Laika – min hund. Der er brug for den ukuelighed. Digteren bevæger sig rundt på sit Nørrebro. Det ville være forkert at sige, at han registrerer hvad der foregår, for han er selv en del af det. Hjemløse, lukkede biblioteker, mennesker der er fremmede for hinanden, markedet, disruptionen, ”udanskheden” og danskheden.
Hoveddigtet i bogen er den store suite Brev til Laika. For den som skulle have glemt hvem Laika var, er det den hund, som russiske videnskabsmænd i den tidlige rumforskning sendte i cirkulation om jorden og som døde i rummet. Suiten begynder sådan her:
Laika blev indfanget i Moskva
på Petrovskij-boulevarden
ud for Marijas kiosk
en hjemløs hund med en traumatisk barndom
kødben daler ikke ned fra himlen
Moskvas vintre er isnende for et pjalteproletarisk gadekryds
ingen har tal på de spark og sten der ramte den
inden videnskabsmænd indfangede Laika
Brev til Laika er Albert Hytteballe Petersens 13. bog, de øvrige fordeler sig på syv romaner og fem digtsamlinger. Senest er kommet Brev Til menneskesønnen, digte 2015, Den blå sten, roman 2016, Uanset hvad, digte, 2017
