Fra toppen af mirabeltræet var der udsigt over det landskab, der ved første øjekast så fladt ud, men som når man kendte det, havde sine egne lange bløde bakker.
Det er et typisk udsagn i Bo Dahl Olssons debutroman Geronimos hævn. En varme og et nærvær breder sig fra sætningen, som er karakteristisk for bogen. Og det er også karakteristisk for indholdet. Alting ser lidt anderledes ud, når man har kigget på det et øjeblik.
Romanen foregår i et landskab med Elvis Presleys, Chuck Berrys og Tom Jones hits. Drengen Hector vokser op i en fascinerende verden, som på overfladen godt kan se meget almindelig ud, men som rummer meget udover det almindelige. I romanen møder vi hele spektret af 1960’ernes spiritualitet og ungdomskultur – og vi følger Hector og personerne omkring ham helt op i nutiden, samtidig med at vi aldrig helt forlader den bløde muld.
Fascinationen af det fremmede, som lå i hele amerikaniseringen af samfundet og som dengang også var truende, får noget næsten trygt over til slut, når Graceland viser sig i horisonten. Geronimos hævn er i familie med Bjarne Nielsen Brovsts kendte roman Da Beatles kom til Brovst, som en lidt utilpasset lillebror. Og hvad var det lige med Geronimos hævn? Ja, det er det ubesvarede spørgsmål som romanen igennem giver den sin fortættede spænding.
