Burcu Ebru Habibi: Alt det et suk ikke fortæller
Paperback, digte, 166 sider, udgivet i 2018
ISBN: 978-87-93653-45-0
Illustreret af Louise Rasmussen
Hvad fortæller et suk? Et suk fortæller ikke så lidt, hvis det kommer midt i det hele. Også måden det kommer på. Burcu Ebru Habibi lyrikdebuterer på Det Poetiske Bureaus Forlag med den store samling Alt det et suk ikke fortæller.
Bogen fortæller om overgreb, desperation, smerte, genrejsning, kærlighed og de store eksistentielle spørgsmål, med lige så store følelser og i en lyrisk stil der forener den mellemøstlige digtforms hang til gentagelsen og den danske knækprosas temaer, som Vita Andersen nedskrev dem i 1970’erne.
Alt det et suk ikke fortæller er illustreret i farver, med enkle smertefulde grafiske arbejder af Louise Rasmussen.
Her et uddrag fra bogen der består af nummererede digte fra 1 til 93.
GÅR FEBRILSK RUNDT med udstrakte arme
Prøver at røre jer
Kigger længselsfuldt ind i jeres øjne
Smiler mit blideste smil
Lige i hælene på jer
Indleder samtaler om insekter og havfruer
Når I er væk
Venter jeg som en nyvandet blomst
På at regnen skal falde igen
Huden på min krop løsner sig
Mit hjerte blotter sit inderste indre
Der hvor årerne græder blod
Baner deres vej ned gennem mine ben
Smører det på mit ansigt
River mig selv i håret
For hvornår lægger I mærke til mig?
Hvornår bliver efterår til forår?
Finder en mur og møder den med min skalle
Min hjerne i bittesmå klumper
Jeg deler ud
Som offergaver
Til alle de vigtige mennesker
Anmeldelser
Candra Thun skriver for Poesiens Hus Anbefaler:
“Digtene havde næsten ikke været til at bære, hvis ikke digtsamlingen også var opbygget med afsnit af en mere forløsende art. Der sker en slags fredsslutning med livet, en accept der smitter læseren. Habibi rejser sig igen og bærer livet på eftertænksom, velreflekteret manér. Der søges i sjælen, i omverden og i kærligheden efter det gode i livet. Det gør det hele sanseligt og sårbart men også stærkt og livsbekræftende…”
Læs hele anmeldelsen her
Lotte Klemens Thomhave skriver i Bibliotekernes vurdering:
“Højstemte digte, der minder om klagesange med mange energiladede ord, som skaber stor intensitet i læsningen. Jegets længsel efter at kunne nærme sig andre mennesker har en revolutionær tone med brug af mange infinitiver. De enkle rim og rytmiske gentagelser gør det nemt at læse digtene. Samlingen rummer en række illustrationer i en bugtende streg og afdæmpede farver…”
Læs hele anmeldelsen her