Det er ikke alle, der husker. Selv Glemmebogen er de fleste steder gået i glemmebogen, og derfor præsenterer Det Poetiske Bureaus Forlag en ny! Glemmebogen var digteren Ivan Malinowskis antologi over den største poesi i modernistisk tid. Den udkom på Borgen – og Klaus Rifbjerg kaldte den i en anmeldelse: ”Livsvigtig lommebibel”.
Antologien ”Det profane testamente” – med undertitlen ”Opbyggelige vers om myte og sandhed, frihed og tvang, afmagt og almagt, erkendelse og tro”, redigeret af Georg Ujvári , har ikke så få at de digtere med, som Malonowski valgte. Men bogen har også ældre digtere – og danske digtere. Således blander Kierkegaard og Valery, Goethe og Thøger Larsen sig med Trakl, Rimbaud, Södergran, Whitman, Schiller og Gustav Munch-Petersen.
Bogen er opdelt i 5 dele, der hver har en overskrift med et begreb fra den kulturhistorie, vi tilhører: Frigørelse, Fortvivlelse, Besindelse, Betagelse, Hengivelse, Erkendelse. Det er store ord. Men det er følelserne også. Følelsen af udvejsløshed, menighedsløshed og tomhed, som bliver mødt med ”opbyggelige vers”. Som en af bogens digtere siger det, østrigeren Trakl, et poetisk geni, hvis ganske få digte har givet ham verdensberømmelse – posthumt:
Født af skyggen af en ånde,
forladt og ene vandrer vi om,
og ødes i det evige som ofrene,
der ikke ved hvad de ofres for
Bogen rummer en efterskjift med korte kommentarer til samtlige tekster – der bringes både i original og i oversættelse til dansk.