Elizabeth Torres : Det usynlige sår

DKK 150

Kategori:

Jeg vil fortælle om et usædvanligt dyr. Dets form er foranderlig men det siges at stamme fra Grækenland, hvor arten gjorde sig gældende indenfor tre kunstneriske genrer… Dets videnskabelige navn er poiesis, en betegnelse der henviser til dets evne til at give liv til noget, der ikke før var levende. Det drejer sig således om et fantastisk væsen med overnaturlige kræfter, men det hører ikke til i mytologien. Det findes her og nu og over hele verden og er i stand til at udvikle og reproducere sig selv indenfor den menneskelige art, hvor dets gift kan være dødelig men dog fortrinsvis virker som modgift: Der er tale om poesiens ånd og dens tætte bånd til mennesket.

Sådan indleder den colombianske digter, galleriejer og multikunstner Elizabeth Torres sit poetiske manifest, der indgår i hendes første bind med udvalgte digte på dansk. Hun er født i Bogotá, Colombia i 1987, og hendes første bog på dansk, Det usynlige sår, består af udvalgte digte fra hele hendes store produktion, oversat af Malene Boeck Thorborg.

Torres debuterede allerede som 11-årig med Preguntas sin Respuesta (Spørgsmål uden svar) der blev valgt som ‘Årets bedste digtsamling’ af Cámara Colombiana del Libro i 1999. Siden flyttede hun med sine forældre til USA, hvor hun fortsatte sin uddannelse og digtning, nu på både engelsk og spansk.

Hendes mere end 20 digtsamlinger er udgivet i Asien, Europa, USA og Latinamerika og mange af dem er tosprogede spansk/engelsk. Elizabeth er nu bosat i København, hvor hun arbejder som forfatter og oversætter. Hun er redaktør af Red Door Magazine og indehaver af Red Door Gallery samt stiftende medlem af NolitchX (Nordic Literatures in Change and Exchange).