Der er ofte noget melankolsk over stemningen i Jens Carl Sanderhoffs bøger. Inde i den melankoli rejser der sig så ofte en stor, hvilende skønhed i en langsom bevægelse.
Under himlen hænger en sværm af toner fra tusinder af vægtløse klokker og hjernens sølvplettede horn. Alt hvad vi troede på segnede i dagenes fattige rum, og nu er natten fuld af tung regn og dyster skønhed.
Jens Carl Sanderhoff har tidligere udgivet digtsamlinger og romaner, både under eget navn og under pseudonymet Tage Aille Borges. Hans hovedværk er den stort anlagt romantrilogi, Europas Floder (Forlaget Wunderbuch), som b.la. er blevet sammenlignet med Svend Aage Madsen.
Den nye bog, som er den første, Jens Carl Sanderhoff udgiver på Det Poetiske Bureaus Forlag, består af prosastykker, som forener de bestræbelser, forfatteren har haft i både digte og romaner: Det er umuligt at afgøre om det er digte eller aforismer eller måske led i en større fortælling, man endnu ikke helt kan se omridset af.
Bogen er præget af en original opbygning, hvor den indledningsvis rummer 50 afsnit, og derefter i de næste afsnit tæller ned fra de 50 til et Afsnit 0 og en omfattende epilog.
Hvis man skal forestille sig en beskrivelse af denne bevægelse, kan man tænke på den berømte adagio i Mahlers 5. symfoni. En næsten overmenneskelig lang tone trækker afslutningen af musikstykket ud i det tilsyneladende uendelige.
