Mikkel Fossmo: Begyndelser
Paperback, kortprosa, 122 sider, udgivet 2016
ISBN: 9788793347397
Eksildigteren Mikkel Fossmo (født 1973) der debuterede i Hvedekorn i 2003 og som nu bor i Venezuela har bl.a. tidligere udgivet den præmierede digtsamling Vækstlaget (Samlerens forlag 2007) samt Muldvarp og pelikan.
Nu kommer tekstsamlingen Begyndelser der i både prosa samt poetisk form samler en række parodier på og pasticher over en række af dansk og international litteraturs absolutte klassikere samt mere originale imitationer af forskellige former for genrelitteratur, alle sammen med forfatterens alter ego’er i centrum.
Vi møder bl.a. den letgenkendelige Moby Duck samt Mikkel Homo og kommer også med på eventyr i Fossiaden samt med Mikkel Fosbjørn og pindgrisen. Man kan selv prøve at gætte hvor forfatteren henter sin inspiration til de forskellige tekststykker.
Bogen sluttes af med en række digte af Fossmo der hidtil har været bedst kendt for sin poesi.
REGNVEJR
Hver gang det bestemmer sig for at regne
får træerne besked før alle andre.
Så står de der og vifter som åndssvage
med alle deres små blade.
Regn regn regn, siger de,
som om de aldrig havde set en dråbe før.
Anmeldelser
Poul Flou Pedersen skriver i Bibliotekernes vurdering:
“Det er en rigtig sjov og original ide, Fossmo her har gennemført med charme og overskud…”
Læs hele anmeldelsen