Pludselig kunne det mærke noget. Fra alle steder på én gang forgrenede spørgsmålet sig, som en omvendt kædereaktion:
“Hvad er det her?”
Væsenet stirrede ud i intetheden, først forvirret over sit eget spørgsmål.
“Det er mig,” erkendte det i samme øjeblik.”
Sådan begynder Mikkel Papes første bog, Det første væsen. Det er ikke en hvilken som helst bog. For det første er det en bog, der handler om ALT! Det er en poetisk virkelighedsbeskrivelse, foretaget af en ikke-troende verdensbetragter. En spekulativ kosmologi om Det første væsen.
Væsenet havde skabt tiden, så dets skabninger havde noget at leve i. Men det skulle vise sig senere, at tiden også havde en betydning for Væsenet selv.
For det andet er det noget af en lille coffeetable book. Den er spækket med Mikkel Papes egne illustrationer, både kosmiske og komiske. For det tredje er det ikke sådan lige en bog man lægger bag sig igen, selvom den er hurtig læst. Særlig den korte anden del af bogen vender læseren snart tilbage til igen. Den begynder sådan her:
Det hændte jævnligt, at Væsenet havde samtaler med skabningerne, så de ikke skulle føle sig overset. En interessant diskussion gik engang mellem det alvidende Væsen og urskabningen Lonegurt. (…)
“Hvad var der før du skabte alting, og før du selv kom til verden?” spurgte Lonegurt, som nu var roligere end selv det vand, der
omgav dem.
“Vi har begge altid været her og vil altid være,” svarede Væsenet.
Men det tvivlede Lonegurt stærkt på og prøvede snedigt en anden vinkel.
“Men hvad er tid så?”
