Rainald Goetz er en af de seneste årtiers mest bemærkelsesværdige tyske forfattere. Han skriver med en sylespids pen om nogle af de væsentligste menneskelige udtryk i vor tid. Rave, som Det Poetiske Bureaus Forlag nu kan præsentere på dansk i Troels Thorborg Andersens oversættelse, ser vor tid samtidshistorisk gennem festen, gennem Rave-partyet.
Han afbilder i fuldstændigt præcise afsnit tankegangen, følelseslivet og den eksistentielle horisont hos en generation af unge i 1990’erne. Det er som en ny Tilværelsens ulidelige lethed af Milan Kundera, blot meget lettere:
Store dele af bogen foregår på natklubber, men fortællingen følger en bølgebevægelse fra festen til en opløsning af den og en melankolsk rodløshed og tilbage til festen igen, hvor hovedpersonerne sammen med nogle tilfældige møder, oplever at de lever et øjeblik, men at dette øjeblik samtidig ikke har nogen som helst betydning. Det er ellers ikke fordi de ikke prøver at nå en mere basal virkelighed:
Min lille notesbog ligger mellem os, som legetøj, og begge noterer vi, hvad der passer os, noget, der synes passende i det øjeblik. Vi giver tingene særlige navne. Tingene: Ånden.
Men det er som om der mangler noget. noget, der kan holde det hele fast:
Næste brøkdel af et sekund fik et andet sindsbevægelsesmønster, udløst af et eller andet udefra eller indefra, opstået i en hjerne, til at eksplodere og
Følgetilstand: had og
Når hadmaskinen først er sat i gang, så slukkes den ikke igen, sagde Max for nylig til mig i Bernhard-tonefald og godt oppe at køre.
Præcis.
Bogen bliver på de sociale medier skiftevis udråbt til et mesterværk, der skildrer tingene nøjagtig som de er og var, og til et umoralsk makværk. Men Rainald Goetz har modtaget en lang række betydningsfulde priser for sit forfatterskab. Og han er svær at komme udenom – også som en moderne forfatter i den tyske ekspressionismes og Döblins ånd (forfatteren til Berlin Alexanderplatz, 1929, som man kender fra Fassbinders tv-filmatisering, 1980).
