Hvad er ligheden mellem Bagdad, Kuwait, København og New York? De, og en række andre historiske byer, har alle sammen et digt i Salim Abdalis nye, store digtsamling Stederne er tidens gravplads.
Jeg så mit billede i
folks øjne, i dine gader og på
bygningsfacader
byen ville adoptere mig, og jeg
hengav mig
hver vinter prøver jeg at flygte fra dig
Eller Bagdad:
Byen går helt i stå
når det om vinteren regner den halve dag
kuldens ubarmhjertighed forstærkes med bekymringen
over petroleumsvognen
Stederne er tidens gravplads rummer både hjemløshed og hjemfølelse, ofte samtidig. Hos digteren mødes disse følelser hele tiden i nuets skæringspunkt mellem fortid og fremtid. Byerne er udgangspunktet for samlingens fire afsnit, der siden bevæger sig i mange retninger, med tiden og nuet som omdrejningspunkt:
du, min kære fortid
hvorfor omringer du mig
med alle disse minder?
bevidst om at du ikke kan svømme
vil jeg forføre dig
ind i nuets hav og
lade dig drukne
Digtenes sprogdragt er tæt, symbolladet. Man må læse dem langsomt for at opdage, hvor meget det enkelte ord rummer. Som en særlig menneskelig og følelsesmæssig forankring af stederne som tidens gravplads slutter samlingen med et brev til forfatterens afdøde ven og kollega Klavs Bondebjerg.
