Altid/ det samme/ trafikuheld, / altid/ den samme/ uendeligt/ langsomme/
opbremsning,/ altid/ den hamrende/ motor,/ der pumper/ benzin/ ud af øjnene,/ altid
Det er ikke et hvilket som helst trafikuheld, Steffen Baunbæk taler om, her lidt inde i sin tredje digtsamling, Kvarts, skrevet med hans karakteristiske korte linjer. Det er livet som trafikuheld. Det er det det hele handler om.
Steffen Baunbæks forrige samling, 8600 – lyrisk mosaik, der udkom i fjor, blev kaldt “En underholdende digtbog om land- og forstadslivets tilskikkelser.” Den nye bog går et skridt videre og skriver sig igennem eksistensens brudflader.
Temaerne i bogen forskyder sig flere gange fra det abstrakte til det konkrete, f. eks. fra det at vi alle skal dø til den navngivne person, vi forlader efter at hun har forladt os. Fra “at rydde op i sit liv” til at rydde op i rodet efter en brandert, fra at ønske man kunne forlade sig selv, til at ønske at et mislykket kæresteforhold kunne holde op, bare sådan uden videre. Det er det liv, der hele tiden må søges og findes, og som i bogen ender med den samtidige begyndelse og slutning, når bogen iagttager de dødfødte børn på Herlev sygehus. Det sidste digt i bogen fastholder livet – på trods:
Her må ikke mere døes.
Vi skal drive gennem åbne døre,
blinde, nøgne, ude af os selv.
Vi skal lytte til hinanden,
intet huske, intet ændre, intet glemme.
…
Steffen Baunbæk bogdebuterede i 2012 med Picnic i Hiroshima, der digter om udkantslivet, både det geografiske og det indvendige. Han har desuden haft digte i tidsskriftet Hvedekorn og bidraget til flere antologier.
