Egentlig er “Masselinjen” en metode til at lede folket i Mao Tse-tungs politiske filosofi. Det er også titlen på et nummer på Kliches debutalbum Supertanker. Nu er der flere masselinjer, og de udgør sammen titlen på Steffen Baunsbaks tredje digtsamling på Det Poetiske Bureaus Forlag og femte udgivelse i alt. Senest udkom Kvarts (2016).
Digtene handler om fremmedgørelse. De tager alle de symboler frem, som den politiske digtning har anvendt i de moderne 1960’ere og 70’ere og vender dem indad mod menneskets egen, teknologisk og materialistisk betingede fremmedgørelse. Selv ligusterhækken får en renaissance:
Hækken
er grøn
den har
torne,
de ridser
kun den,
der vil
ind,
vil man
ind,
er der
noget
i vejen
Selv fremhæver Baunbæk “sort humor, dødelig alvor og ingen alt for skræddersyede ideologiske løsninger,” som centralt for bogen. Masselinjen er ikke længere den kraft, der skal drive folket frem, det er det sted, man er tvunget til at være. Men uden rigtigt at se mulighederne for fællesskab:
Skyld og straf
Er det ikke
min skyld,
er det helt
sikkert din,
er det ikke
din heller,
så er det
de andres
I Baunbæks virkelighedsnære dystopi har masselinjen fået et nyt styringsredskab. Ikke længere folket, men:
Tallene
lyver
med garanti
aldrig,
de er,
hvad de er
