Albert Hytteballe Petersen, der ellers er kendt for sine film, romaner og digte, har skrevet sin første politiske bog, Teaterdemokrati. Det er en kraftig kritik af vores nuværende demokrati, lidt i stil med Walt Whitmans bog om demokrati, en filososisk, poetisk ikke-videnskabelig analyse af demokratiets tilstand, der handler om meget mere end økonomi og stemmeret.
Bogen angriber vort nuværende demokrati fra mange vinkler, ser det i sin helhed som en samfundstilstand, der for nuværende er syg, og ikke kan helbredes med piller eller en lille operativ indgriben, men kræver en helt ny livsstil, hvis patienten skal overleve. Bogen vil kunne sparke gang i den grundlæggende demokratidiskussion som de fleste politikere og meningsdannere forsøger at undgå.
Bogen giver ikke nye klare svar på hvordan vi redder vort demokrati, men argumenterer for at der skal nogle kraftigere midler til, end hvad et stivnet, træt og bureaukratisk demokrati selv kan mobilisere, og at uden bevægelser der ikke har sin rod i de parlamentariske og administrative lag, samt uden borgernes aktive deltagelse, iderigdom og skabende protest, er vort demokrati dødsdømt.