Annette Rana Petersen: Pegasus

DKK 150

Kategori:

“Pegasus – en fortælling om livets bump og katastrofer og vejen igennem dem” – Annette Rana Petersen.

Pegasus er Annette Rana Petersens første udgivelse ved Det Poetiske Bureaus Forlag, en gribende digtbog om forfatterens personlige historie.

Gennem erindringsglimt fortæller hun om en barndom og ungdom mærket af svigt og sorg; om farens ønske om en søn, og den distance det skabte i deres forhold; om parforholdet, der blev voldeligt og tvang hende på flugt. Men ligesom solen altid står op igen og bryder mørket, handler Pegasus også om vendepunktet, om modet og styrken til at bryde fri af volden, af den sociale arv og stå stærk i sig selv.

Annette Rana Petersen er poet, forfatter og historiefortæller og har blandt andet selvudgivet bogen Det gule køkkenur samt skrevet adskillige kronikker. Derudover er hun vært på ”Ord på Vej” på Dokk1 i Aarhus samt StorySlam på Teater Katapult i Aarhus.

Jeg græder sjældent
”Hun er sådan et nemt barn”
siger mor

Lægen opdager
at min krop bare hænger
når mor løfter mig

Lægen kigger på min mor
”Pigen er sulten”
siger han

Mor varmer en flaske
Jeg drikker og drikker
Jeg tømmer flasken

Mor trækker på skuldrene
”Så var du alligevel ikke et nemt barn”
siger hun