Et epigram er et kort, fyndigt, rammende og bidende digt, ofte skrevet på fire verslinjer. Oprindelig blev epigrammer brugt som skrift på et gravmæle, der senere hos grækere, fx Simonides fra Keos, blev til en lyrikform. Epigrammer kan variere i indhold og serveres gerne i en uvant stil, fra et følelsesudtryk eller tilspidset tankespind til en satirisk eller åndfuld pointe.
Gotthold Lessing forklarer i Anmerkungen über das Epigramm, at digtet i indskrift-form vækker vores opmærksomhed og nysgerrighed over for emnet, holder den svævende et øjeblik, for så at tilfredsstille til sidst. I den første linje vækkes vores forventning, i den anden eller følgende udløses svaret på en uventet sindrig eller pikant måde.
Hos romerne kan nævnes Marcus Martial, franske Clément Marot, engelske John Owen, tyske Schiller og Goethe, Nordens Ludvig Holberg, Johan Wessel og Carl Bellman samt russiske Aleksandr Pusjkin, der alle har dyrket genren til hudløshed. I Danmark har Thøger Larsen og Elsa Gress gendigtet den kendte persiske epigram-digter Omar Khajjâm, som forfatteren af foreliggende bog også har gendigtet for snart to årtier siden.
Epigrammer skitserer forholdet maskinen og mennesket imellem.
Jeg ser det komme, jeg mærker et vid,
der vokser sig til et mindre vanvid
og dog bliver til mit skriv i en sum
som et epigram fra det indre rum.
