Arne Herløv Petersen : Aktindsigt

Arne Herløv Petersen: Aktindsigt
Paperback, faglitteratur, 246 sider

ISBN: 9788793347694
Udgivet 2017

Jeg svælgede og så på den anden stak papirer. Det var nyt stof for mig. Til min overraskelse havde de også givet mig en sagsmappe om Jørgen Dragsdahl. Den så jeg ikke på. Jeg læser ikke andres breve eller private papirer. Jeg gik i gang med at skrive på computeren.

Sådan står der et sted i Arne Herløv Petersens bog, Aktindsigt. Det er ikke en roman. Det er fortællingen om dengang han blev anholdt, anklaget for at være sovjetisk indflydelsesagent, og om alle de kampe, han har kæmpet for at komme fri af anklagen igen. Både moralsk og i praksis.

Aktindsigt fortsætter den bog, der kom i 2009 på Forlaget Sohn, Skueprocessen, der skildrede forløbet omkring anholdelsen og anklagen og PET-kommissionens omtale af sagen. Aktindsigt handler om det, Arne Herløv Petersens fandt, da han fik aktindsigt i noget af det, PET har gemt om ham. I bogen foretages også en kritisk gennemgang af det, andre har skrevet om sagen siden 2009, og der berettes om forfatterens og Forfatterforeningens indsigelse mod PET’s konfiskation af Arne Herløv Petersens private dagbøger og anbringelse af dem i offentligt arkiv.

Aktindsigt er oplysende som en historiebog, med sine redegørelser for udenrigspolitiske forhold og jura, og den er spændende som en kriminalroman:

-Har du fået lov til at have den computer med? spurgte PET-damen …
Jeg måtte så vandre tilbage til skranken i forhallen og aflevere min bærbare.
– Nu kopierer I vel ikke harddisken? sagde jeg.


Anmeldelser

Flemming Chr. Nielsen skriver i Eftertryk:
“Det er Danmarks mest afsindige ”spionaffære”. Dengang og siden vendte så at sige alle magthavere Arne Herløv Petersen ryggen. På hans henvendelser svarede de uden om, eller himmelvendt i blikket tav de, men hverken i Skueprocessen eller i Aktindsigt ligner Arne Herløv Petersen en bitter mand. Det i sig selv er en enorm bedrift, og desuden er det en vanvittigt velskrevet bog, ironisk, sarkastisk, humoristisk, så det synger. Luk den med ønsket om, at nogen i Folketinget engang vil vise sig handlekraftige og sikre sig, at Arne Herløv Petersen med alle de års forsinkelse får en undskyldning og en oprejsning, for hvordan skulle han som forfatter (og dengang top-alkoholiker på det fjerne Langeland) overhovedet kunne udgøre den allermindste fare for rigets sikkerhed?”
Læs hele anmeldelsen her