Mørkeræd kan beskrives som lidt af en litterær “Road movie”, en rundtur i et Skandinavien, der både føles hjemligt og fremmed. I bund og grund er det jagten på et meningsfyldt liv, som opfylder hovedpersonen og sætter ham i gang. Men bogen er også til dels et syret bekendtskab, den er fuld af drømmeagtige, uvirkelige sekvenser, som spejler et af romanens gennemgående temaer, et tema der desværre er alt for relevant: sygdommen alzheimers, demens, og det kognitive mørke. I samme tråd flirter den med det ubehagelige spørgsmål: er dødshjælp et tabu, vi skal blive ved med at overholde?
Romanens hovedperson er billedkunstneren Samuel, en ung frustreret mand i slutningen af 20’erne, som har levet et liv med både det sure og det søde, da vi møder ham i begyndelsen af den medrivende fortælling. Samuel er en drømmer, men en ufrivillig drømmer! Han lider af angst for at forsvinde helt og holdent, hvilket ikke er så mærkeligt, for han har allerede i sit unge liv mistet alt for meget. Derudover kæmper han med nogle anfald, der kommer ganske pludseligt og sender ham ind i en drømmeverden, han har svært ved at håndtere.
Christian Hede Madsen, som i øvrigt også er musiker og manden bag soloprojektet Bellhound Choir (udgav albummet Imagine the Crackle på Bad Afro Records i 2016), har skrevet en vedkommende roman, holdt i mørkere nuancer. Romanen er et portræt af Christians egen generation, den udforsker generationens forsøg på at tilkæmpe sig en plads og få en stemme i en verden, der har usikkerheden og omstillingen som sit fremmeste varemærke.
