Udgave nr. 34 af tidsskriftet Det Poetiske Bureau bliver en pragtudgivelse som andre nok ville have betragtet som et dobbelt- eller endda et triplenummer. Men sådan er vi ikke! Et tidsskriftnummer er et tidsskriftnummer, uanset om det er på 60, 120 – eller som i dette tilfælde – tæt på 500 sider.
Det handler om Symbolismen, med særligt fokus på den franske symbolisme, og udgør intet mindre end langt den største antologi over denne skelsættende retnings litterære aspekt, der nogensinde er udgivet i Skandinavien.
Det præsenterer ikke blot kernesymbolisterne, Mallarmé, Verlaine, Moréas og Villiers de l’Isle-Adam, foruden symbolismens to fædre Baudelaire og Edgar Allan Poe, men kigger også nærmere på symbolismens rødder og sideforgreninger – foruden at præsentere nordiske symbolister, internationale symbolister og nogle af de digtere der endnu arbejder med symbolistisk idégods i dag.
Udkommer 7. oktober.