Flemming Andersen : Drømmekabinettet

DKK 100

       Jeg bor – i Dasedåserup. Dasedåserup er ikke en by, det er en mental stilstand.

Flemming Andersen, der skriver bloggen Ordlyd, har tidligere udgivet kortere tekster, essays, samt børnebogen Isi og den glemte verden (2008), en fabel “for de videbegærlige”, som bibliotekernes lektør kaldte den. Romanen Drømmekabinettet ligger i forlængelse af forfatterskabet med sine korte afsnit med dybt sansede billeder af Danmark lige nu, i disse år.

Det er et samfund, der er ligeså fragmenteret som teksten, meget af livet foregår om natten eller i en form for skyggeside af det hele, men Flemming Andersen trækker på et stort felt af impulser og kulturelle henvisninger, der både fortæller om glemsel, men også rummer en følelse af, at der findes en udvej ud af den stillestående, dirrende intethed, som bogens sansninger formidler.

 

Det er nøgne tider. Alting åbenbares. Der mangler den hvide klædedragt. Jeg forstår ikke buddhisterne. Tænk at målet er at blive så tom som muligt.

 

Bogen er opbygget af næsten 60 tekststykker, som man ikke altid ved om er skønlitteratur eller bloglignende overvejelser, men lidt efter lidt træder en skikkelse frem af sammenhængen, et drømmende menneske.

Undervejs møder vi masser af kendte kunstnere og forfattere, Patti Smith, Bob Dylan, Tom Kristensen, Franz Werfel, filmiske billeder og sågar bibelske og mytologiske skikkelser:

 

Kong Salomon var ikke bare en horebuk, han var en multietnisk horebuk: 700 koner fra den ganske verden, og han formåede ifølge legenden at klare dem alle sammen – og samtidig blive lykkeligere. Hvis vi i dag læser Alt for Damerne, er det ikke lige de historier, der bliver fortalt.