Han forstår det ikke. Fatter det ikke med sit rationelle sind. Kan ikke koble det sammen. Det moderne menneske kan opfinde Raketter og Computere og flyve til Mars – men det kan ikke finde ud af at leve.
Sådan står der et sted i Henrik S. Holcks nye kortroman Livets skin.
Henrik S. Holck har de seneste par år skrevet flere opsigtvækkende bøger. Dels en aforisme-samling i Nietzsches stil (Perler & snor. Aforismer 2017), dels en roman i en sprogtone fra den klassiske russiske roman (Materialismen. Roman 2018), der følger efter hans tidligere roman Luftrejse. H. C. Andersen vender tilbage År 2129 (2008).
Nu vender han sig mod en problemstilling som i virkeligheden har stået i centrum for romanen siden modernitetens spæde begyndelse kort efter de store russiske forfattere skrev i sidste halvdel af 1800-tallet: Menneskets manglende evne til at finde ud af at leve sit eget liv.
Dårlige livsomstændigheder ? Led man da ikke af det, en spidsbelastning af psyken, på alle måder? Man har intet tilfælles med de andre – i klassen, i Fabrikken, i Kirken, i Firmaet – og alligevel sidder man gudpinemig her, sammenstuvet som en tilfældig fangst Fisk, halet op i et net.
Romanen er opbygget som en lang, indre monolog. Den gennemspiller de forskellige muligheder for at forstå og derigennem løse det problem, som fortælleren formulerer for sig selv – at livet ikke fungerer. Et det midtvejskrise? Er det samfundets skyld? Opvæksten? Mod slutningen kommer der en åbning, en lysning. Hvordan skal naturligvis ikke røbes her
