Arne Herløv Petersen :
Nidkære guder

DKK 100

Arne Herløv Petersen Nidkære guder er en kortroman der foregår i en tidløs fortid, og udspiller sig i et mytisk sprog, der kan minde om både Pär Lagerkvist og William Golding.

Romanen foregår i det gamle Karthago og handler om en ung mands søgen efter mening i tilværelsen, samtidig med at han bliver voksen og stifter familie. Undervejs møder vi guder, templer og ritualer, for romanen foregår i en tid, da det religiøse og det mytiske strømmer gennem menneskets tilværelse. Ud at dette formidler Arne Herløv Petersen både øjeblikke med lykke og strømme af resignation, når det ikke lykkes hovedpersonen at blive accepteret i de kredse han søger – han er sanger og det er ”hans inderligste ønske at tjene guderne med sang.” Romanen rummer også momenter af refleksion og livsvisdom:

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har fortalt dig dette. Det er ikke meningen, at vi skal vide det. Menneskene er skabt til at tro og håbe, til at løbe efter sommerfugle uden nogensinde at fange dem, ikke til at vide. Vi kan ikke tåle at vide. Viden er en bitter drik, og de fleste ville spytte den ud og skylle efter med.

Fås også som e-bog