Hvad er virkeligheden og hvem ejer den? Det er grundspørgsmålet i den amerikanske matematiker, forfatter og kulturkritiker James Lindsays arbejde. Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver nu ét af hans seneste essays, Psykopati og totalitarismens oprindelse (udgivet 25. december 2020 i forfatterens eget internettidskrift New Discourse), i bogform som en del af serien Bureauets Lommebibliotek..
Titlen er en åbenlys kritik af den kendte venstreakademiker Hannah Arendts hovedværk, Totalitarismens oprindelse. James Lindsay opfatter den akademiske diskurs som en pseudovirkelighed. Hans kritik er først og fremmest rettet mod akademiske teorier om køn, race og identitet. Blandt de eksperimenter, han og en gruppe kolleger har udført for at problematisere disse, er en genskrivning i feministisk stil af et afsnit af Hitlers Mein kampf – artiklen blev antaget af et feministisk tidsskrift.
James Lindsays essay Psykopati og totalitarismens oprindelse er en principiel perspektivering af magt og retorik i det politiske spil og i medieverdenen, først og fremmest på venstrefløjen:
En ideologisk pseudo-virkelighed er så godt som sikker på, så snart den begynder at opnå tilslutning og magt, at udvikle sig hen imod det lunefulde og kriminelle, til en totalitarisme af den mest skadelige, farlige og ondskabsfulde slags – og til enden på civilisationer og kæmpemæssige antal af deres indbyggere, hvis den ikke bliver stoppet tidligt nok i sin udvikling.