Li Shangyin: Svaleterrassen

DKK 150

Den kinesiske digter Li Shangyin var i sin levetid i det 9. århundrede kendt af mange som embedsmand, men kun af få som digter. Ved hans død kendte interesserede til omkring hundrede digte fra hans hånd. Godt hundrede år senere fandt Yang Yi (974-1020) frem til hans digte og ved ihærdig undersøgelse lykkedes det ham at få antallet af bevarede digte op på 400. I nyere tid har fortsat søgning ført til, at omkring 600 af Li Shangyins digte nu er tilgængelige.

Nu får vi for første gang på dansk et større udvalg af Li Shangyins poesi, under titlen “Svaleterrassen”, selvfølgelig, havde vi nær sagt, takket være den utrættelige Arne Herløv Petersen, der både har udvalgt og gendigtet. Han har de senere år allerede bidraget til verdenslitteraturen på dansk med store udvalg af Li Bai, Li He, Du Fu, Wang Wei og Bai Juyi.

Li Shangyins digte kan ofte være kryptiske, og berusende, men han havde mange andre strenge på sin bue. Det lange digt “Skrevet på rejse gennem de vestlige forstæder” kan kaldes socialrealistisk. Det er en klar og let forståelig beskrivelse af Tang-dynastiets langsomme undergang og krigens rædsler. Andre digte er beskrivelser af ting som for eksempel digtet “Lampe”, der kan betragtes som en slags forløber for en digter som Francis Ponge. Han skrev også digte om venner og familie og om både historiske og samtidsnære begivenheder. Men der, hvor han først og fremmest træder lysende frem, er i kærlighedsdigtene. I Tang-tiden gik de fleste digtere uden om kærlighedsdigtene, der blev betragtet som for intime. Li Shangyin bekymrede sig ikke om, hvad der blev anset for passende. Kærligheden mellem mand og kvinde eksisterede, og derfor skrev han om den.

“Svaleterrassen” indeholder 78 digte af Li Shangyin samt en kort biografi.