Det er en del af digtets karakter, som vi ofte glemmer, at det faktisk ikke er noget, der tilhører en intellektuel elite på cafékvartererne. Det er en genre, hvor man kan udtrykke en hvilken som helst folkelighed eller et nærvær, som bare kan være svært at nå på anden vis.
Det er nogle af de forudsætninger, der ligger bag at Det Poetiske Bureaus Forlag præsenterer en rigtig fiskerdigtsamling, Brug hovedet og ikke halen, som er Strandby-fiskeren Tage Sørensens første bog skønt samlingens digte har taget form over fire årtier.
Vi følger Tage Sørensen i hans arbejdsliv på havet blandt hårde, kolde vinde og store bølger. Nogle gange bliver det decideret dramatisk, som her i samlingens længste tekst, den tre sider lange versfortælling, Dybdevandsbomben:
Tæt på døden er tæt på livet
det er det lod vi er blevet givet
vi har nu ventet i femten timer
og lyttet til dødens klokker der kimer.
To minører i frømandsdragter
står på dækket og betragter
bomben som ligger midt i fisken
de taler sammen med stille hvisken.
Digtene er indtryk fra et liv, der er ligeså meget et kald og en tradition som et arbejde. Visse ting kan faktisk siges meget enkelt:
Jeg ved jeg er født til havets vand
men nu vil jeg hellere ind i land
før ku’ jeg fiske med megen lyst
men nu er det mig en ringe trøst
nu er det blevet en kamp for mig
at jeg skal være væk fra dig.
Ind imellem harmes fiskerdigteren over statens og EU’s indblanding, ind imellem er det den materielle virkelighed, der kommer meget tæt på. Som når en kollega går konkurs:
Hansen Fiskeri var en familietradition
men hus, bil og skib røg på tvangsauktion
nu går han dernede på værftet og fejer
og på de gamles hjem Fru Hansen plejer.
