Den russiske troubadour Vladimir Vysotskij (1938-1980) er en af det 20. århundredes vigtigste satiriske stemmer og en af de mest indflydelsesrige digtere i den sovjetiske og post-sovjetiske kultur. Adskillige udvalg er tidligere kommet på dansk, primært i 1980’erne, ved Per Warming, Niels Vigild, Helle Dalgaard og Lars Forchhammer, foruden Marina Vladys rørende biografi om samlivet med ‘Volodja’ – Vladimir, en kærlighedshistorie. Men Vysotskij bliver ved med at fascinere og Bo Svoda formår i sine gendigtninger (i visse tekster bedre end i andre) at kombinere tekstnærhed i forhold til originalen og en sangbarhed på dansk på en måde der kan retfærdiggøre endnu et udvalg.
Her er samlet en række af Vysotskijs kendteste sange om livet, døden, skæbnen, kulturen og virkeligheden under det sovjetiske regime, bl.a. den ikoniske og højst allegoriske sang om ‘Ulvejagten’ – se den selv fremført live af Vysotskij på YouTube – et snerrende skrig af angst og trods mod systemet og mod skæbnen selv.