Samtidig med at Arne Herløv Petersen på Det Poetiske Bureaus Forlag udsender et stort udvalg af oversættelser af haikugenrens grundlægger Basho, kommer der et udvalg af en anden af de store gamle mestre, Yosa Buson, der levede i århundredet efter.
Det lille hus virker mere intimt
med ferskenblomster
i stedet for kirsebærblomster
Busons haiku er raffinerede, næsten delikate til tider, og måske nok mere ligefremt sanselige end Bashos:
Pæretræets blomster
En kvinde læser et brev
ved månens lys
Yosa Buson blev født i 1716 og døde i 1784, så han er samtidig med Rousseau, Franklin og Ambrosius Stub. Han blev født i landsbyen Kema ved Osaka i Japan og flyttede som tyveårig til Edo, det nuværende Tokyo, for at lære lyrik af haikumesteren Hayano Hajin. Han skrev selv senere, at han som 27-årig var nået frem til en elegant og raffineret stil, der desværre ikke blev tilstrækkelig værdsat, fordi de fleste men-nesker ikke kunne forstå den. En fortalte ham, at et haiku skulle være humoristisk, det skulle skabe har-moni mellem mennesker og være morsomt og underholdende.
Buson reagerede ved at gå til angreb på de andre digtere. Han skrev: “Nu for tiden er der prominente haiku-digtere, der blæser sig op og albuer sig frem og proklamerer sig som haikumestre. De fedter for de rige og laver antologier med mængder af ufærdige vers.”
Efter Hajins død begav Buson sig ud på en rejse til det nordlige Honshu ligesom sit store forbillede Bashō, der skrev rejsebogen Den smalle vej til det fjerne Norden. Buson udgav sin rejsedagbog fra Hokkaido i 1744.
