Arne Herløv Petersen (f. 1943), forfatter, oversætter og journalist, fortæller sin historie om 1960’erne i erindringsromanværket Grænseløs, en fiktionaliseret subjektiv virkelighedsberetning baseret på personlige dagbøger. Over fire bind og mere end totusinde sider følger vi den unge Arnes udvikling fra gymnasiast til kandidatstuderende, fra hjemmeboende til husejer, fra skolebladsskribent til garvet journalist, fra famlende digteraspirant til etableret forfatter og oversætter, og på rejser, med skib, med fly og ikke mindst med bus hele vejen fra Fyn til Kathmandu.
Arne er nu blevet en veletableret oversætter og kan klare sig overalt i verden med en skrivemaskine. Derfor tøver han ikke med at hoppe på en godt brugt jysk rutebil, endnu engang i selskab med Amdi og den gruppe der har formet sig om den karismatiske leder. Gennem Østeuropa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien, hvor oplevelserne står i kø, når de frem til Nepal og sælger bussen. Siden fortsætter eventyret i Australien og som forfulgte politiske agitatorer i Polynesien hvor de første franske atomprøvesprængninger samtidig finder sted. Udvist og atter hjemvendt til Danmark lukker Arne tresserne som husejer på Nørrebro, frigjort og med masser af erfaring, men ikke uden rod i kærlighedslivet.