Den tyske forfatter Georg Heym, der døde i 1912, blev kun 24 år. Gennem skildringen af ekstraordinære og ekstreme situationer afslører han som en seismograf den sjælelige tilstand, som mennesket befinder sig i ved 1900-tallets begyndelse.
Tiden mellem ca. 1890 og 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var en omtumlet tid, hvis kulturliv på mange måder minder om vor tids, gennem den konstante stræben efter normbrud og fornyelse.
Georg Heym bliver en vigtig stemme i hvad man kan se som en tidlig repræsentant for ekspressionismen i litteraturen. Hans eneste novellesamling på dansk er nu ude på dansk for første gang, oversat af Eva Botofte, og der er meget at hente og blive udfordret af.
Titelnovellen “Tyven” udstiller tidens antifeministiske og misogyne diskurs. I novellen “Jonathan” får en ung ingeniør, der er indlagt på et hospital i Hamborg, amputeret begge ben, og læseren oplever patientens fortvivlelse, ensomhed og ønske om kærlighed. I “Den forrykte” gør sindssygehospitalets inhumane og nedværdigende behandling af den psykisk syge blot situationen værre for det menneske, der allerede er voldeligt og forstyrret.
Bogen indeholder i alt syv fortællinger I sine tekster beskrev Heym gentagne gange en dystopisk verden, der var hjemsøgt af katastrofer, og mange har derfor set hans apokalyptiske krigs- og storbydigte og noveller som forudanelser og skrækvisioner om Første Verdenskrig.
Den 16. januar 1912 tog Heym og vennen Ernst Balcke på skøjtetur på den frosne flod Havel. De vendte aldrig tilbage. Et par dage senere blev deres lig fundet. Det tydede på, at Balcke var faldet gennem isen, og Heym havde forsøgt at redde ham, men var også faldet i. Heym forblev i live i en halv time og råbte om hjælp. Hans råb blev hørt af nogle nærliggende skovarbejdere, men de var ikke i stand til at nå ham.
