Henrietta Hilma Petersen :
Må jeg børste din rottweiler

DKK 100

Kategori:

Der er en form for desperation i Henriette Hilma Petersens debutdigtsamling, Må jeg børste din rottweiler, som vil tiltale mange. En stille, sivende desperation, der står i og mellem ordene. Bogen åbner med titlen og et digt, der langsomt viser sig at være mere metafor end talesprog. Rottweileren bliver billedet på noget, der vogter det andet menneskes følelsesliv og forhindrer kontakt:

Må jeg børste din  rottweiler?
den som vogter ved din havelåge og forsegler dig i en stille tåge
den som løfter sin overlæbe ved enhver mislyd
den mindste lille uforudsete slinger
den som tog plads i spisestuen den dag porcelænet ramte væggene
den dag din virkelighed brændte

Den undselige metafor – et billede, der lader som om det er dagligsprog, men i virkeligheden åbner for et større rum bag ordene – er karakteristisk for Henriette Hilma Petersens digte. Det er samtidig en søgende digtbog, hvor man overraskes af pludselig at være på nye steder. Indimellem tager digteren andre identiteter på sig:

Jeg er en polsk pornostjerne
med tykke tånegle og krænkede bryn
jeg keder mig dybt ind i marven

Men hvad handler Henriette Hilma Petersens debutdigte egentlig om? Hvad er det for en søgen, der motiverer digteren. Måske følgende digt kan give et fingerpeg:

Har det noget med kærlighed at gøre? Har det noget med kærlighed at gøre? Har det noget med kærlighed at gøre? Har det noget med kærlighed at gøre? Har det noget med kærlighed at gøre? Har det noget med kærlighed at gøre?”