jeg forestiller mig en anden mand
der knepper dig voldsomt
du stønner og ser ham i øjnene
og er kun interesseret i hans misbrug af din krop
og kusse
det føles som om mit sprog er blevet
indskrænket
Det er ikke sjovt. Men det er intenst. Johnny Frederiksens debutdigte Hvide vægge sætter et møde i tid og rum i scene mellem to mennesker. De befinder sig som regel i det samme rum, rent fysisk, men også når de ikke gør det, føles det sådan:
og kan du huske første gang du fortalte om
din voldtægt i 1999
at dit jeg transcenderede imens
de penetrerede din kusse
du følte en vis tilfredsstillelse over deres magt
at du følte skam
Digtene veksler mellem prosadigte og lyriske forløb. De fleste af digtene er i du-form, skrevet til den kvinde, som synes indenfor rækkevidde og alligevel har noget dybt uopnåeligt, som forfatterjeget i bogen rækker ud efter. Men rummet fyldes langsomt af smerte, af fravær, af erindring, af savn, af påstanden om krop, men ikke følelsen. Med andre ord af al den anstrengelse og udmattelse, som tilværelsen består af, når man oplever det som om man er omgivet af hvide vægge.
