Er der nogen, der kan huske indledningsmusikken til tv-serien om Chiefinspector Morse? Den dunkle, flydende musik. Det er Schuberts strygekvintet, den langsomme sats. Den er udgangspunktet for det afsluttende digt i Kristen Forsters debutdigtsamling Verden som vi fandt den.
Kristen Forster ikke er bange for at tage livtag med og bruge inspiration fra mange kunstarter og fra kulturhistorien til at gennemlyse den poetiske sansning. Brændt sienna er en farve, særligt kunstmalere taler om, tonearterne er også fagudtryk og böhmisk krystal ligeledes. Der er jazzdigte og China Syndrome, Cezannes sansninger, naturvidenskabelige referencer og hentydninger til de græske tragedier og de bibelske skrifter. Men centralt står det til tider temmelig hårde arbejde med at være menneske og se tværs gennem en usammenhængende tid.
Titlen på bogen, Verden som vi fandt den, antyder den grundlæggende åbenhed og lyttende søgen, der præger teksterne. Digtene gør brug af mange forskellige grafiske former, og ind imellem er der prosadigte, ind imellem en mere knap form. Blandt digtene står en række, enkle grafiske illustrationer af Ole C Hansen.
Endelig skal det nævnes at forfatteren bor i storbyen Berlin, som også træder frem flere gange i løbet af bogen.
