I fem noveller møder vi sorg, lidenskab, kærlighed, idealisme. Hver af novellernes hovedpersoner er fanget af omstændigheder, der
kunne knuse dem, men hver især griber de et halmstrå, der kan ændre deres skæbne.
Hvor Louise Kristensens første novellesamling Mod solnedgangen tematiserede selvbedrag og storhedsvanvid, er Louise Kristensens
nye novellesamling Dronningen af Alkohol en tur på solsiden. Nok er der både kærestesorg, depression og nogen, der er døde, men
lige meget hvor sort det ser ud for novellernes hovedpersoner, så finder de håbet på de mest besynderlige steder.
Vi begynder i et hus så smukt at det kan hele et hjerte knust af sorg, og vi slutter i 70’erne i spændingsfeltet mellem idealisme og liderlighed. Indimellem møder vi Britta, som er en yderst ambitiøs ung kvinde, og Christian, hvis brud med kæresten kaster ham ud i en personlig deroute.
Normalt siger man at det er alvorligt, men ikke håbløst. I Dronningen af Alkohol er alting muligvis håbløst, men ikke alvorligt.
Louise Kristensen debuterede i 2012 med digtsamlingen Syltede små skorpioner på forlaget Jorinde & Joringel. Hun har siden udgivet digte og noveller i bogform samt i diverse litterære magasiner. Hun arbejder som frivillig skønlitterær redaktør, og er desuden certificeret lærer i yoga og meditation.