Har man læst bare lidt af nobelpristageren fra 2010’s omfattende romanforfatterskab, ved man, at scenen er sat til en læseoplevelse fuld af dramatiske gnister, humor og menneskelig alvor.
Foruden et hav af romaner og litterære essays har Vargas Llosa skrevet 9 skuespil. La Chunga er fra midt i 1980’erne.
Skuespillet, der byder på praktisk taget alle de moralske og menneskelige fejltagelser, man kan foretage sig, har også det typiske for Vargas Llosa, at han formår at fremstille noget grundlæggende gennem at vise de fattiges, de udstødtes og de uvidendes tilværelse og livsvilkår.
Anekdoten i dette stykke kan sammenfattes i få sætninger. Nær stadion i Piura, en by omgivet af sandede jorder i det nordlige Peru, ser la Chunga, en kvinde der driver en lille bar for fattige og tvivlsomme eksistenser, en aften Josefino, en af stedets stamkunder ankomme med sin sidste nye erobring: Meche, en lille kvinde med faste former og tiltalende træk. La Chunga bliver straks betaget.