Den poetiske følelses råstof er et kaos af livsfølelser. En forvirret blanding af forskellige følelser fornemmes først smertefuldt i kroppen, som en myldren af mangfoldige liv der søger at undslippe.
Sådan står der et sted i René Daumals digtsamling Himmelstormer der nu udkommer som den anden bog af Daumal på dansk. Han er en klassisk, men groft overset fransk forfatter i familie med den surrealistiske skole, som han, sammen med sine kolleger ved tidsskriftet Le Grand Jeu, nægtede at lade sig opsluge af på trods af utallige opfordringer fra André Breton. Han døde af tuberkulose i 1944 som 36-årig.
Det Poetiske Bureaus Forlag har tidligere udsendt René Daumals ufuldendte roman Mont Analogue (2014), om hvilken en begejstret lektør for bibliotekerne kunne sige, “med denne spirituelle perle af en roman, præsenteres ét af de væsentligste franske forfatterskaber fra første halvdel af 1900-tallet på dansk. Især kan læsere af modernistisk litteratur godt glæde sig.”
Nu kan de glæde sig igen. Himmelstormer består dels af en slags indisk inspireret poetik, der indleder bogen, dels af regulær lyrik og prosadigte der særligt fokuserer på døden. Den afsluttes med Digt til Gud og mennesket, som træder ind i en klassisk række af digteriske forbandelser af Gud fra 1. del af det 20. århundrede, som f. eks. også Daumals ven Antonin Artaud har leveret.
Himmelstormer byder på kaotiske og på samme tid uhyre klare filosofisk digte:
Vækket af kærligheden søger dyrene
i din krop at komme ud.
Slangen ruller sig ud fra marven
i dine ben.
Løven strækker sig i dit bryst.
Prosacitatet i begyndelsen følger umiddelbart efter disse strofer. Sådan vikler poesi og prosa sig ind i hinanden gennem Himmelstormers lange søgende tekst, som om de ønsker at bryde alle digteriske og moralske normer op, for at finde det egentlige, det menneskelige.
