Det er midt i en paradisisk sektion af drømme, at han får den helt store rystetur, den der banker hans hoved mod væggen og brøler ind i hans øre.
“Vågn for helvede, færgemand, Jørgensøn.”
Der sker noget fra starten i Gorm Rasmussens nye bind af Utyske-serien. De, der tidligere har været med, vil kunne huske, at begrebet utyske er et skældsord, der imidlertid ikke har noget at gøre med Tyskland. Ordbog over det danske sprog meddeler, at ordet refererer til et “overnaturligt væsen (trold, spøgelse, skiftting)” eller et menneske af “afskrækkende udseende”.
For Gorm Rasmussen er begrebet den samlende titel for nu fire bind af korte tekster, noveller og prosastykker. Som der står i bogens kolofon: “Utyske er en serie af småbøger om den skygge som ikke flytter sig med solen … sådan en har alle! En serie der lever op til titlen der er navne-beslægtet med ‘tosse’ og ‘tusmørke’.”
Denne gang er det en historie, der tager udgangspunkt i den store svenske mystiker Emanuel Swedenborg – ham, der mente at have talt med engle. Forfatteren advarer om, at der venter os en folkelig beretning, men hvis man gik så vidt som til at kalde det en gavtyve-historie, var det nok ikke helt forkert.
Ældre danske skikkelser, præster, rorkarle, politifolk og andre løber rundt mellem hinanden, som løb de rundt mellem Blicher og Johs V.’s Himmerlandshistorier, med et gran Storm P. drysset henover det hele.
Var Swedenborg spion? Han var mystiker, og synsk. Han så Stockholms brand på flere hundrede kilometers afstand. Så han også København brænde, på mange års afstand, og fortalte han om det til rorkarlen? … Denne bog blev, som jeg advarede, en folkelig, ydermere en kulørt beretning, upålidelig måske… ikke alt er helt perfekt håndteret i forhold til kilderne, noget af det skrevne skal måske tages med salt, ja enkelte ting er opspind, løgn og latin…
