Tyske Oscar A. H. Schmitz (1873-1931) var uhyre produktiv som forfatter inden for alle mulige genrer: Han skrev bl.a. digte, fantastiske noveller og fortællinger, en biografi om Benjamin Disraeli, rejseberetninger fra hans ture ‘ud i det blå’, en roman om bohemen, fiktive dagbogsoptegnelser og essays om mode, livs- og kærlighedskunst.
Novellesamlingen Hash (Haschisch), som nu udkommer på dansk ved og med forord af Eva Botofte, udkom i 1902 og grundlagde med dens blanding af fantastiske og erotiske motiver hans ry og rygte som provokerende og frivol forfatter. I stil med Giovanni Boccaccios berømte værk Dekameron fra omkring 1350, der lader ti florentinere fortælle hinanden historier under den sorte død, er Hash en rammefortælling med en anonym hovedperson, der får fortalt historier i en hashklub.
Bogens præmis er hovedpersonens møde med en aldrende dandy, grev Alta Carrara, på en restaurant. Denne inviterer ham med hen i en eksklusiv klub, hashklubben, et sted med tidstypisk, orientalsk udsmykning og iscenesættelse, hvor medlemmerne ligger på lave divaner og eksperimenterer med de forskellige stoffer. Alt er designet for at stimulere sanserne, så de historier, der fortælles i denne dunkle og narkotiske oase, er indsvøbt i bløde tråde af røg og dufte.
De syv fortællinger kredser om temaer som modsætningen mellem det synlige og det usynlige, det virkelige og det fantastiske, drømmeagtige, maskerader og perversioner, hvor borgerlige værdiforestillinger og hierarki vendes på hovedet, dekadent satanisme, der udfordrer den forældede, kirkelige moral, ambivalensen mellem væren og ikkeværen, rus og gift, og fremfor alt de menneskelige drifter og vilkår, kærlighed og død.
