Det er et rent fornuftsægteskab mellem ordene og mig. Ord er jo også afmægtige og i sig selv ingenting. Men når jeg bruger dem og de bruger mig forvandles både deres og min afmagt til noget andet: den bliver til talende afmagt.
Sådan står der i indledningen til Anders Kølles intense kortroman En lille støj af menneske. Vi hører at bogen handler om et menneske, der ikke rigtigt kan finde ud af det. Kort efter kommer bekendelsen:
Men denne historie handler slet ikke om mig og om min egen talentløshed, men om et andet og ikke mindre udueligt menneske. Jeg vil endnu ikke give personen et navn.
Samtidig med at det er en konkret person, er det også mennesket som sådan:
Det nøgne menneske startede som en ren mulighed i tilfældighedernes kosmiske bæger. Alle konstellationer er mulige og tiden driver dem langsomt frem.
Undervejs hører vi at bogens hovedperson er Bo. Anders Kølle har tidligere skrevet om Bo, nemlig i bogen Så hellere en porre!. Bibliotekerne skrev følgende om den: ”I en kaotisk bevidsthedsstrøm prøver den unge mand Bo, der er indlagt på den lukkede afdeling, at trænge igennem sine hallucinationer, vrangforestillinger og drømme, for om muligt at finde eller genfinde sig selv”
En lille støj af menneske udvider rammen og fortæller også om Bos første år og opvækst (eller om et hvilket som helst moderne menneskes opvækst), om kærlighed, møder og følelsen af at være marginaliseret, som alle mennesker som bekendt har i forbrugersamfundet
Stilen i bogen er realistisk-litterær med en slags flydende overgang mellem fortælleren, sproget, hændelserne og bogens personer.
Anders Kølle er kunsthistoriker og har desuden udgivet flere fagbøger, i Danmark og internationalt.
