Balzac – udvalgte noveller
Paperback, noveller, 690 sider, udgivet 2019
En del af serien Bureauets Klassikerbibliotek
På dansk ved Ove Gregers Petersen
Med illustrationer af Tony Johannot og Pierre Vidal
ISBN: 9788793653573
Den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) er mest kendt for sine romaner Eugenie Grandet, Kurtisanerne og Far Goriot. De indgår i en kæmpemæssig serie af romaner, noveller og kortromaner, der beskriver alle facetter af livet og samfundet, som Balzac så det i sit store, og ofte urolige hjemland. Serien kaldte han ”Den menneskelige komedie”, som et åbenlyst modspil til Dantes Guddommelige komedie. Dante selv indgår optræder i øvrigt i denne samling i novellen De fordrevne hvor han i sit eksil fra Firenze er nået til Paris.
Dette udvalg er hentet blandt de noveller og kortromaner der indgår i Den menneskelige komedie, og bevæger sig gennem de fleste af seriens overordnede temaer: landlivet, livet i Paris, livsfilosofiske fortællinger, politiske fortællinger.
Blandt fortællingerne i bogen er den gribende En episode under rædselsregimet, om tiden omkring den franske revolution, Gambara og Massimilla Doni, hvor Balzac slipper sin begejstring for Italien og den italienske opera løs, Melmoths forsoning og Jesus Kristus i Flandern, hvor forfatteren viser at overnaturlige elementer ikke er ham fremmed, og den historiske thriller Mester Cornelius hvor en middelalderlig flamsk gnier i Balzacs hjemby Tours er så uheldig at blive impliceret i en kærlighedsintrige. Ingen af disse noveller har tidligere været oversat til dansk.
Balzac er i det hele taget ikke udkommet på dansk siden midt i 1990’erne, hvor et udvalg af Skæmtsomme fortællinger lagde sig til de to klassiske romaner, der udkom på dansk senest i 1980’erne.
Balzac nævnes som inspirationskilde for så forskellige forfattere som Dostojevskij, Zola, Dickens, Flaubert, Kerouac og Henry James, samt filminstruktøren Akira Kurosawa. Hans stil er en tidlig realisme, fuld af følelsesmæssigt nærvær og distanceret iagttagen, og det er ikke uden grund han ofte bliver benævnt som den moderne romans fader.
Anmeldelser
Jes Nysten skriver i Den smalle bog:
“Balzacs realistiske stil har næsten karakter af det journalistiske i de præcist opfattede beskrivelser ikke bare af personerne og deres ageren, men også af gader, kvarterer, parker, historiske begivenheder. Han beskriver det selv i indledningen til novellen “Facino Cane”, hvordan han “aflurer” personer og situationer og steder, og på den måde får et nøjagtigt afsæt til sine fortællinger. Der er meget at dykke ned i i denne samling. Novellens kortform giver glimrende indblik i Balzac helt afgørende og normskabende forfatterskab…”
Læs hele anmeldelsen
Bo Hakon Jørgensen skriver i Kristeligt Dagblad:
“Tak til oversætteren Ove Gregers Petersen, der som et livsprojekt har bragt disse aldrig oversatte fortællinger frem på et flydende dansk, dog isprængt lidt for mange moderne ord i forhold til Balzacs tid. Nu kan man med samlingen få indsigt i Balzac som et vigtigt trin i prosakunstens fremvækst i det 19. århundrede. Holder man ud gennem de lange historier, får man i glimt nogle beskrivelser, der sidder fast, som for eksempel i fortællingen ”Farvel” af gruen i de franske soldaters tilbagetog fra Moskva 1812, hvor de langsomt synker i en halvfrossen grød af lig ved en flod, der skal passeres…”
Læs hele anmeldelsen
Thomas Ry Andersen skriver i Bibliotekernes vurdering:
“Meget læseværdige noveller, der især udmærker sig ved spændende handlingsforløb og interessante karakterkonstruktioner. Har man endnu Balzacs romaner til gode, så kan man fint starte med disse fortællinger, som samlet set giver et godt indtryk af hans stil, tematikker og fortællekunst…”
Læs hele anmeldelsen