Gérard de Nerval :
Kimærerne & andre digte

DKK 150

Når sandheden skal frem, er der ikke kommet noget på dansk i bogform om eller af den franske romantiker Gerard de Nerval siden 2005. Før da er der kommet meget lidt, bla. har Gyldendal udsendt de to selvbiografiske fortællinger Aurélie og Sylvie i Lars Bonnevies oversættelse.

Men da Jørgen Sonne i 1980’erne skulle skabe et dækkende udvalg af de franske digtere, der har haft den største rolle i udformningen af den moderne lyrik, vælger han ved siden af navne som Baudelaire og Rimbaud naturligt Nerval, selvom han ret beset er lidt tidligere end de andre og samtidig med de danske guldaldermalere.

Nu udgiver Det Poetiske Bureaus Forlag det hidtil største udvalg af Nervals digte på dansk, opkaldt efter den lille mytiske sonetsamling Kimærerne. Bogen er delt i to, idet de første omkring 60 sider rummer Nervals stramt komponerede digte, og de sidste indeholder en biografisk skitse, et mindeskrift over digteren, skrevet af Nervals ven og kollega, den berømte franske kulturpersonlighed og forfatter Théophile Gautier og oversat for første gang til denne bog.

Et digt fra 1831 om Notre Dame-katedralen har pludselig fået en helt ny aktualitet:

Masser af mennesker fra alle verdens lande
kommer for at beskue den strenge ruins forfald
drømmere som idet de genlæser Victors roman
tror at se den gamle basilika som den fandtes,
fuldstændig som den var, mægtig og fuld af glød,
hæve sig foran dem som skyggen af en død!

Théophile Gautiers levnedsbeskrivelse indledes på en barsk baggrund. Hans henvisninger til Poes digt The Raven viser, hvor internationalt det litterære kredsløb var, allerede på dette tidspunkt i 1800-tallet:

Nu er der gået næsten tolv år siden den triste januardag, hvor den dystre nyhed gik rundt i Paris. Da det første lys viste sig på den grå og kolde morgenhimmel, havde man fundet et lig på Rue de la Vielle-Lanterne, hængt i et gitter for et kældervindue, bag en kloakrist, på et trappetrin hvor en ravn hoppede ildevarslende rundt, idet den syntes som Edgar Poes ravn at skræppe: “Never, oh! Never more!” Det var liget af Gérard de Nerval, vor barndoms- og studiekammerat, vor kollega i Pressen og trofaste ledsager på såvel gode som, særligt, dårlige dage, som vi, fortvivlede og med tårer i øjnene, måtte konstatere genkendelsen af på det fedtede bord i lighusets baglokale.